– Niels Bohr Institutet - Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Niels Bohr Institutet > Hvem, Hvad, hvor > > Videnskaben i kunsten > Den videnskabelige rev...

28. marts 2014

Den videnskabelige revolution og barokken

Mens afvigelser fra Aristoteles’ lære i 1500-tallet ofte blev set som angreb på kirken begyndte man i løbet af 1600-tallet i højere grad at se naturstudier, såsom Kopernkikus’, Tychos, og Galileis nye astronomi, som en hyldest til Guds skaberværk.

I takt med ændringen af opfattelsen af forholdet mellem videnskaben og kirken kunne man gradvist diskutere billeder af universet mere åbent. Den naturvidenskabelige revolution, der lagde grundlaget for den moderne videnskab, kan fra denne vinkel, placeres omkring 1600-tallet – her var der ikke blot tale om nogle få visionære videnskabsmænd, der udfordrede de eksisterende ideer omkring naturens indretning, men også en gradvis ændring i måden at undersøge naturen på – man begyndte i højere grad at foretage systematiske eksperimenter, dokumentere sine resultater og bruge matematik til at beskrive naturen. Udviklingen kan også spores i fremkomsten af videnskabelige instrumenter såsom mikroskopet, teleskopet, barometret og termometret, der alle blev opfundet i 1600-tallet.

Dette kobberstik udgjorde forsiden af astronomen og præsten Ricciolis værk Almagestum novum fra 1651. Billedet viser Urania, himmelens gudinde, der vejer det kopernikanske og Ricciolis version af det tychoniske verdensbillede mod hinanden - Ricciolis tilpasning af Tycho Brahes system er det der vejer tungest. Manden, hvis krop er dækket med øjne, er den 100-øjede kæmpe Argus Panoptes fra den græske mytologi, og repræsenterer her stjernehimmelen og den empiriske videnskab. Øverst ses Guds hånd, hvorfra tal, ord og vægt udstrømmer. Diskussionen om det nye verdensbillede sættes på den måde ind i en kristen kontekst.

Geografi og astronomi

1600-tallet bød på mange forandringer inden for geografien og astronomien. Ikke alene blev det eksisterende verdenskort udvidet med nye landområder, men også Jordens relation og afstand til andre himmellegemer blev udfordret.

Kampen om verdenbilledet kan ses i billeder som dette kobberstik , der viser tre modeller af universet. Til venstre ses Kopernikus’ verdensbillede, hvor Solen står i centrum. Til højre er astronomen og præsten Ricciolis (1598-1671) version af Tycho Brahes (1546-1601) verdensbillede.

I følge Tycho kredsede Solen og Månen omkring Jorden mens Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn kredsede om Solen – i Ricciolis tilpasning af Tychos system kredsede Solen, Månen, Jupiter og Saturn om Jorden og Mars omkring Solen. Manden afbildet nederst er den græske astronom, matematiker og geograf Ptolemaios (ca. 100-ca. 170), hvis geocentriske verdensbillede er afvist og ligger for Uranias fødder.

Den nye og den gamle videnskab hos Vermeer

Hos den hollandske maler Jan Vermeer van Delft, også kendt som Johannes Vermeer (1632-1675), kan man sige, at disse store omvæltninger behandles med en mere stille dramatik end i kobberstikket ovenfor. Vermeer var en af de store skikkelser inden for den hollandske guldalders kunst. Den hollandske guldalder fandt sted omkring 1600-tallet, og var præget af både økonomisk og kulturel vækst.

I de nært beslægtede malerier Astronomen og Geografen skaber skyggevirkningerne og draperierne bevægelse og tematikken omhandler intet mindre end tidens verdensanskuelse. Alligevel er der også en ro i billederne - man ser to naturfilosoffer (det gamle ord for videnskabsmand), der hver især er opslugt af deres studium.

Astronomen

Astronomen fra omkring 1668.

Astronomen viser flere genstande, der var populære i datidens astronomiske cirkler i Holland. Halvt skjult af det draperede stof ses et astrolabium - et instrument, der kunne bestemme himmellegemers afstand fra horisontlinjen. Bogen, der ligger opslået foran videnskabsmanden, Institutiones Astronomicae Geographicae, er af den hollandske astronom og matematiker Adriaan Metius (1571-1635), som havde arbejdet for Tycho Brahe på Hven. Bogen er en håndbog i astronomi og geografi, der var nært beslægtede i 1600-tallet, og er åben på den sektion, der råder naturfilosoffen til at søge inspiration fra Gud.

Astronomen læner sig forover for at kunne dreje en himmelglobus - en globus, der viser stjerners positioner og stjernebilleder. På væggen ses halvdelen af et billede, der forestiller Moses, som blev anset for at være den ældste geograf, fordi han ledte israelitterne gennem ørkenen. Moses, fortælles der i Bibelen, havde lært alt hvad egypterne kunne, og egypternes viden om astronomi var langt fra ubetydelig. I Astronomen repræsenterer Moses en form for videnskab, der griber tilbage til gammel visdom frem for at benytte sig af observationer gennem måleinstrumenter. På den måde kan man sige, at Astronomen på samme tid viser 'den gamle' og 'den nye' videnskab, fordi Vermeer også inkluderer tidens videnskabelige teknologi i maleriet.

Geografen fra omkring 1668-69.

Geografen

I Geografen står naturfilosoffen klar med sin passer mod kortet, men kigger samtidigt tænksomt ud af vinduet. Billedet viser grundprincippet ved geografens arbejdsprocess: Han ser på landjorden, måler med sine instrumenter og optegner sine observationer på kortet. Geografen har en silkekåbe på, der var populær blandt datidens akademikere. Silkekåben er asiatisk inspireret og peger måske, sammen med det orientalske tæppe på bordet, på orienten, som Holland førte handel med. Blåt symboliserer ofte sandheden, og henviser måske her til naturfilosoffens intellektuelle søgen.

Astronomen ser ud mod universet og geografen ser på sit kort Jorden fra et fugleperspektiv. Astronomen og Geografen viser på den måde to af de mest banebrydende bevægelser i forhold til datidens verdensbillede – en del af grundlaget for det verdensbillede, vi har i dag.

Det naturvidenskabelige blik hos Chardin

Det samme kan man sige om Jean-Baptiste Siméon Chardins (1699-1779), Attributs des Sciences (da. Videnskabernes Attributter) fra 1731.

Kunstneren Chardin skilte sig ud fra sine samtidige franske malere, der ofte var orienteret mod den sanselige nydelse – Chardin var derimod inspireret af den mere refleksive og moralsk ladede hollandske og flamske barokkunst.

I Videnskabernes attributter ses blandt andet en globus, et teleskop, et mikroskop, bøger og geografiske kort – maleriet inkluderer altså det mikroskopiske såvel som det makroskopiske blik og kortenes, globusens og bøgernes dokumentation og videreformidling af viden. Billedet er det man kalder et stilleben, der har opstillinger med livløse objekter som motiv. Når der ikke ses nogen mennesker i billedet sættes de instrumenter, man tog i brug for at se naturen i centrum - på den måde viser værket det naturvidenskabelige blik. Videnskabernes attributter kan på denne måde ses som en refleksion over den videnskabelige revolution og det nye verdensbillede, der på Chardins tid efterhånden var ved at blive accepteret.

<< Forrige Næste >>