– Niels Bohr Institutet - Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Niels Bohr Institutet > Hvem, Hvad, hvor > > Videnskaben i kunsten > Leonardo da Vinci og r...

28. marts 2014

Leonardo da Vinci og renæssancen

Det ideale renæssancemenneske skulle være velbevandret inden for mange forskellige vidensområder. En sådan mand var kunstneren Leonardo Da Vinci (1452-1519). Leonardo, der i dag anses for at være grundlæggeren af højrenæssancens stil, var kunstner, arkitekt, opfinder, ingeniør og videnskabsmand.

For Leonardo var malerkunsten en undersøgelse af naturen – Leonardos virke som kunstner blev på den måde uløseligt forbundet med hans studier af emner som teknologi, bølgers bevægelser, klippeformationer og menneskekroppen.

Perspektivet og matematikkens skønhed

Man siger, at fysikkens sprog er matematikken. På samme måde har kunstnere og arkitekter - siden antikken, brugt matematik til at opbygge deres værker ud fra harmoniske proportioner. Det kan man blandt andet se i vægmaleriet Den sidste nadver (1595-98), hvor det lineære perspektiv er klart fremhævet med rummets linjer og forsvindingspunktet er bag Kristi hoved.

Vægmaleriet Il Cenacolo eller L'Ultima Cena (Den sidste nadver), der måler 4,6 x 8,8 meter, er i Santa Maria delle Grazie klosteret i Milano, i et rum der før var klosterets refektorie (spisesal). Et af Leonardos eksperimenter - i dette tilfælde med farvens bindingsmiddel – medførte, at Den sidste nadver, allerede kort tid efter dets udførsel, begyndte at gå i forfald.

Leonardo brugte lang tid på at male billedet - efter sigende tog han sig, efter at have malet en del af billedet, op til flere dage til at reflektere over sit næste penselsstrøg.

Homo ad Circulum (Den Vitruvianske Mand) fra omkring 1490. I denne tegning undersøger Leonardo den romerske arkitekt Vitruvius' teori om, at menneskekroppen kan passe ind i en cirkel og i en firkant. Leonardo justerede Vitruvius' opmålinger, og gik skridtet videre ved også at undersøge menneskekroppen i bevægelse.

Billedet er voldsomt og mildt på samme tid: Farverne er i pasteller, kompositionen er harmonisk, men handlingen er dramatisk, og alle figurerne er i bevægelse. Motivet viser øjeblikket efter, at Jesus har sagt til sine disciple, at en af dem vil forråde ham.

Ifølge Leonardo måtte man sætte sig ind i den figur, man skulle male, og tænke ud fra hans eller hendes sted.

På samme tid som maleriet har et stort fokus på mennesket, er der dog også lagt vægt på former og proportioner – både gennem lineærperspektivet og ved de mange geometriske former, som rummet indeholder.

Et andet billede, hvor det menneskelige og matematikken mødes, er i den berømte vitruvianske mand, hvor mennesket i bogstavelig forstand sættes ind i en matematisk ramme.

Tegningen ses ofte som indbegrebet af renæssancehumanismen - for renæssancemennesket var verden et kosmos - et harmonisk, ordnet hele. Mennesket var, som skabt i Guds billede, en del af denne helhed. 

Den videnskabelige illustration

I 1496, mens Leonardo arbejdede på Den sidste nadver, mødte han munken Luca Pacioli (1445-1517), der underviste Leonardo i matematik. Matematik, mente Leonardo, var drivkraften i naturen.

Luca Pacioli (forrest) ses her med en elev. Portrættet er af Jacobo de' Barberi fra omkring 1496.

Leonardo illustrerede Fra Luca Paciolis bog De divina proportione (omkring 1497), der blandt andet omhandler det gyldne snit.

Renæssancens kunstnere søgte at male en naturalistisk gengivelse af en idealiseret virkelighed. Leonardo mente, at jo mere et maleri lignede virkeligheden, jo skønnere var det. Den naturalistiske stil er vigtig i forhold til videnskabens historie, fordi illustrationer af opfindelser eller opdagelser - før fotografiets opfindelse, var nødvendige for at kunne videregive viden.

Leonardos opfindelser

Mange af Leonardos opfindelser var i brug i hans samtid. Leonardo var meget eftertragtet blandt fyrster, der ville have ham til at opfinde krigsmaskiner, så de kunne besejre deres fjender. Andre af Leonardos opfindelser forudsagde, eller lagde grund til opdagelser, der hundreder af år senere skulle blive realiseret.

"Luftskruen" fra omkring 1480 (manuskript B, folio 83v). Luftskruens spiralformede sejl skulle være 10 meter i diameter og drives ved håndkraft. Ideen var, at maskinen skulle løfte sig, når luften blev sammenpresset under rotation. Noterne, der ses omkring opfindelsen (se forstørret billede), er spejlvendte - Leonardo skrev ofte fra højre til venstre, så mange af hans noter kan kun læses gennem et spejl.

Leonardo brugte årevis på at studere insekter og fugle for at aflure deres evne til at flyve, da han var sikker på, at det en dag ville blive muligt for mennesket at gøre det samme. Han opfandt kunstige vinger, en flyvemaskine, der skulle fæstes til kroppen og denne skruelignende flyvemekanisme, som var det første spæde skridt mod helikopterens tilblivelse.

Leonardo har fremsat mange teorier og står bag et væld af fantasirige opfindelser - nogle virkede, andre ikke. Men vigtigst af alt omkring Leonardo set som videnskabsmand, var måske hans nysgerrighed omkring alle fænomener omkring ham og hans systematiske måde at undersøge sine spørgsmål på - at han ikke var skråsikker på de 'sandheder' mange i hans samtid tog for givet.

Leonardo og astronomien

Ligesom Leonardo bidrog til videnskaben, mente han, at videnskab var et vigtigt grundlag for kunst - at forstå det, man malede ned til mindste detalje. Det førte Leonardo til studier af fostrets udvikling i livmoderen, lovene bag vandstrømme og bølgers bevægelser, planter og træers vækst og dissektionen af mere end 30 lig, for bare at nævne nogle eksempler. 

"Inden jeg går videre, vil jeg først foretage nogle eksperimenter, for jeg ønsker at gøre naturen efter og derpå ved brug af fornuften vise, hvorfor den fungerer, som den gør. Dette er den fremgangsmåde, som alle, der spekulerer over naturen, må følge.

Leonardo, Manuskript E, folio 55r

(omkring 1513).

 

Billede taget fra Apollo 8 i 1968. Billedkilde: NASA

Leonardo var en forsker, der ikke ukritisk godtog doktriner - han stillede spørgsmål og undersøgte dem systematisk med et åbent sind. For eksempel bemærkede han, i en tid hvor man mente, at Månen skinnede af sig selv, at Månen i stedet reflekterer Solens lys. Dette, mente han dog, måtte skyldes, at Månen var dækket af vand.

Derudover tænkte han over, hvordan det ville være, hvis man så Jorden fra månen - at Jorden ville se ud som Månen gør fra landjorden, og at havet ville reflektere Solens lys kraftigere end landjorden. Det der reflekterer sollyset stærkest, er skyerne, men Leonardo er her bemærkelsesværdigt tæt på det billede af kloden, som vi ved hjælp af for eksempel satellitbilleder, eller billeder taget fra rumskibe, har i dag.