– Niels Bohr Institutet - Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Niels Bohr Institutet > Hvem, Hvad, hvor > > Videnskaben i kunsten > Oplysningstiden

28. marts 2014

Oplysningstiden

Oplysningstiden er en periode i europæisk åndshistorie som kan placeres omkring 1700-tallet. Perioden var karakteriseret af en stærk tro på fremtiden og fornuftens fremskridt.

Den svenske naturforsker og læge Carl von Linné (1707-1778) klassificerede og systematiserede planter og dyr – et system, der sidenhen er blevet videreudviklet, men hvis ’skelet’ stadig er i brug i dag. Denne illustration viser en oversigt over dyreriget, og indgik i bogen Systema Naturae (1735).

1700-tallet bliver ofte set som en overgangsperiode mellem 1600-tallet og 1800-tallet, når det kommer til naturvidenskabens fremdrift. I 1700-tallet blev Newtons videnskab dog videreudviklet, viden systematiseret og den kemiske og den industrielle revolution født.

I oplysningstiden blev det moderne at være kritisk, ikke tage overtro for gode varer, være rationel, praktisk og turde fremsætte sine meninger – kvaliteter, man gerne associerer med videnskabens verden i vor tid.


Videnskabens lys

Joseph Wright of Derby (1734-1797) var, udover at være portræt- og landskabsmaler, optaget af datidens naturvidenskabelige opdagelser og eksperimenter. Wright var medlem af the Lunar Society, der månedligt mødtes den mandag der lå nærmest fuldmånen, for at udføre eksperimenter. I baggrunden af maleriet An Experiment on a Bird in the Air Pump (et eksperiment med en fugl i en luftpumpe) fra 1768 ses en fuld måne. Maleriet forestiller opstillingen af et eksperiment, hvor en luftpumpes effekt på en hvid kakadue, indkapslet i en flaske, demonstreres.

Wrights speciale som maler var kunstigt lys. Her benytter han sig af clairobscur, hvor der er stor kontrast mellem lys og mørke, hvilket giver en dramatisk effekt.

I 1700-tallet var videnskabelige eksperimenter ofte sociale aktiviter, som blev udført både for pædagogikkens og for underholdningens skyld. Omrejsende ‘mænd af videnskaben’ fremviste eksperimenter i de byer, de rejste igennem – det er sandsynligt, at manden der styrer luftpumpen, var en af disse naturfilosoffer.

Der er lagt stor vægt på, hvordan de forskellige figurer tager imod fremvisningen. Pigerne er mere følsomme og bekymrede for fuglens velbefindende, men en ældre mand trøster dem og forklarer samtidig forsøget. Drengen bag dem kigger derimod nysgerrigt op mod fuglen. En mand stirrer tænksomt på objektet i glasset, som kunne være menneskelunger. Andre følger opmærksomt med i eksperimentet, modsat parret, der ser på hinanden – måske for at dele forbløffelsen over videnskabens undere. Naturfilosoffen, der ser direkte ud mod beskueren, har langt uregerligt hår, og hans ansigt er oplyst nedefra, så han ser en smule ildevarslende ud – han holder fortsat hånden på luftpumpens styringsmekanisme og kan enten give fuglen mere eller mindre luft. Det var fra denne periode, at man begyndte at se videnskabsmænd som nogle der potentielt kunne være farlige, fordi de legede med naturens orden.

Oplysningstidens univers

I Wrights A Philosopher Lecturing on the Orrery (en filosof forelæser om et planetarium) fra omkring 1766 ses en mekanisk model over solsystemet.

En olielampe oplyser scenen fra midten af planetariet og symboliserer måske Solen. At det er mørkt omkring eksperimentet kunne være en reference til alt det, der endnu ikke er blevet opdaget. Isaac Newtons ideer var grundlæggende for 1700-tallets astronomi - det heliocentriske verdensbillede var blevet alment accepteret, og forståelsen af tyngdekraften kunne forklare planeternes bevægelser.

I oplysningstiden brugte François-Marie d'Arouet, også kendt som Voltaire (1694-1778), der formidlede Newtons forskning, lys som metafor for fornuften. På samme måde bruger Wright An Experiment on a Bird in the Air Pump og A Philosopher Lecturing on the Orrery lyset som billede på den viden, der videregives i forelæsningerne og forsøgsfremvisningerne, som var populære dengang.

Kvinder og naturvidenskab i oplysningstiden

I oplysningstiden opstod en voksende interesse for naturvidenskab blandt overklassens kvinder. Besøgende strømmede til foredrag om emner inden for naturvidenskaben, ogkvinder var ikke en ubetydelig del af det publikum.

"Kvinders tænkning bør, i alt hvad der ikke umiddelbart angår deres pligter, dreje sig om studiet af menneskene eller om sådanne fornøjelige sysler, som tjener til at udvikle smagen; thi at præstere noget genialt ligger over deres evne, og de har ikke den tilstrækkelige koncentrationsevne og skarpsindighed til at gøre en indsats på de eksakte videnskabers område. Naturvidenskaben må blive mandens område; han er den virksomme og initiativrige, er den som ser mest; han som er den stærkeste og mest trænede, kan bedst dømme om de følende væseners forhold og om naturens love.

Citat fra Jean-Jacques Rousseaus (1712-78) opdragelsesroman Émile eller om opdragelsen

Kvinder, der var entusiastiske omkring naturvidenskab, blev dog ofte latterliggjort og kritiseret for at svigte deres hjemlige pligter.

I 1700-tallet havde kvinder ikke adgang til universiteter eller videnskabelige selskaber – derfor havde de færreste tilgang til videnskabelige instrumenter og kunne på den måde ikke foretage selvstændig forskning.

Lægen og filosoffen John Locke (1632-1704), der var en fremragende formidler af videnskab, mente dog, at observationer og eksperimenter var essentielt for at videregive lærdom, og at kvinder burde modtage en bedre uddannelse.





Margaret Bryan with her daughters (Margaret Bryan med sine døtre) af William Nutter, gravering efter Samuel Shelley. Billedkilde: The National Portrait Gallery, London.


Mor og astronom

I dette portræt er Margaret Bryan og hendes døtre omgivet af måleinstrumenter og videnskabelige modeller. Margaret Bryan får her både tildelt rollen som mor og naturfilosof, som taler for, at de to roller ikke er uforenelige.

Når Bryan vises i selskab med sine døtre og videnskabelige instrumenter, går dette billede imod det kvindesyn, der var dominerende i 1700-tallet. Døtrene henviser måske også til mere end Margaret Bryans rolle som mor – de kunne repræsentere de kommende generationer af kvinder, der uddannes. Bryan underviste nemlig piger på en eliteskole i London og skrev bøger om astronomi og andre naturvidenskabelige emner.


Den kemiske revolution

Ved begyndelsen af 1700-tallet arbejdede man stadig ud fra Aristoteles’ teori om, at grundstofferne var ild, jord, vand og luft. En række fremtrædende naturfilosoffer kom dog på banen, og bidrog med nye opdagelser og grundlaget for den forståelse af grundstoffer vi har i dag.

Marie-Anne Pierrette Paulze eller Madame Lavoisier var kunstner, og havde studeret hos David, maleren af dette dobbeltportræt. Bag Paulze ses en portfolio, som henviser til Paulzes virke som kunstnerinde, mens der til højre for Lavoisier ses noget af det speciallavede udstyr Lavoisier brugte til sine kemiske eksperimenter. Samtidig med at maleriet portrætterer Lavoisier og Paulze kan det på den måde også ses som et billede af foreningen mellem kunst og videnskab.

Den mest fremstående blandt disse må siges at være Antoine-Laurent Lavoisier (1743-1794), der ofte benævnes som den kemiske revolutions fader. Lavoisier påviste at vand er en kemisk forbindelse mellem ilt og brint og bidrog med flere begreber, der har været vigtige for kemiens udvikling – mange af dem er stadig i brug den dag i dag. Lavoisier stod bag udgivelsen af bøger og tidskriftet Annales de chimie, hvor den nye kemi blev fremlagt.

I Portræt af parret Lavoisier fra 1788 af Jacques-Louis David (1748-1825), ser Lavoisier kærligt på sin kone, født Marie-Anne Pierrette Paulze (1758-1836). Paulze (1758-1836) blev gift med Lavoisier, da hun var 13 og han var 28 år gammel. Før ægteskabet havde de ofte snakket om emner inden for geologien, astronomien og kemien.

Paulze var til stede under forsøgene som hendes mand foretog, illustrerede hans bøger, oversatte videnskabelige skrifter fra engelsk og var værtinde for mange selskaber, hvor fremtrædende mænd af videnskaben diskuterede ideer inden for naturvidenskaben. Her ses en af Paulzes illustrationer, som indgik i Lavoisers lærebog Traité Élémentaire de Chimie, som blev udgivet i 1789.

Lavoisier formåede at gøre sig uvenner med mange, både inden- og udenfor videnskabens verden. Lavoisiers opdagelse af, at vand var opbygget af hydrogen og oxygen, var for eksempel baseret et eksperiment, som først blev foretaget af den engelske fysiker Cavendish. Cavendish’ assistent havde ved et besøg i Paris fortalt Lavoisier om forsøget, hvorefter Lavoiser havde genopstillet det - det førte Lavoisier til sin banebrydende opdagelse, men da Lavoisier præsenterede sit resultat på Académie Royal des Sciences undlod han at nævne inspirationen fra Cavendish.

Derudover var Lavoisier, som tidligere skatteopkræver, ikke populær blandt de revolutionære. Under terrorregimet, en del af den franske revolution, blev Lavoisier henrettet ved guillottine – Paulze kæmpede forgæves for at redde ham, men sørgede bagefter for, at hans memoirer omkring hans arbejde inden for kemien blev udgivet.

Oplysningstidens arv

Den preussiske filosof Immanuel Kant (1724-1804) skrev i 1784, at oplysningstiden (aufklärung) ikke var slut – det var en process, hvor det menneskelige sinds mørke hjørner skulle oplyses gennem studier og selvstændig tænkning, som ville føre til “menneskets frigørelse fra sin selvforskyldte umyndighed”.

Oplysningstidens mest betydningsfulde bidrag til naturvidenskaben er måske den mentalitet, der er grundlæggende for naturvidenskabens arbejdsprocess og fremskridt: Vigtigheden af oplysning og undervisning, og at nysgerrighed og kritisk udspørgen bliver vægtet positivt. Derfor er der mange der mener, at oplysningstiden både er en historisk periode og en tilgang til verden, som i store dele af verden er dominerende den dag i dag.

<< Forrige Næste >>