12. september 2014




Nye horisonter

Op igennem 1960’erne kommer der altså stadig mere aktivitet i professor Willi Dansgaards afdeling på Biofysisk Laboratorium på Københavns Universitet. Succesen fra Camp Century fra 1968 og frem betyder, at gruppen får international bevågenhed, og den første oktober 1971 bliver afdelingen omdannet til og indviet som Geofysisk Isotop-laboratorium og flyttet til Haraldsgade.

En flok hårde nysere

Miljøet omkring den lille gruppe, der består af fem forskere, en civilingeniør, to mekanikere, tre laboranter og to studerende, er både kreativt og krævende. Willi Dansgaard går foran - ikke med pisken men med et godt eksempel og høje forventninger. Kaffebordet står i laboratoriet, og når Dansgaard holder telefonmøder med de amerikanske og schweiziske samarbejdspartnere, sidder resten af gruppen høj som lav og lytter med, fortæller lektor Jørgen Peder Steffensen, som kom med på holdet nogle år senere.

Det er feltarbejdet og strabadserne, der binder gruppen sammen, og der hersker en form for spejderånd med ”en for alle og alle for en”. Holdet består af højt begavede mennesker, der udefra kunne virke som en flok vejrbidte og lidt ”skæve” men sprudlende eksistenser, der på mange måder kunne opfattes som nogle hårde nysere.                                                                                                                                             

Systemer til præparation af vandprøver

Til højre ses Sigfus Johnsens to systemer til præparation af 228 vandprøver i døgnet. Mellem disse to ses ingeniøren Niels Gundestrups lille, automatiserede massespektrometer, der var med til at give gruppen et afgørende forspring inden for forskningen. Til venstre ses gruppens trofaste laborant, Anita Boas.

Gruppen lægger en utrolig arbejdsindsats for dagen, men det betyder også, at familien må træde lidt i baggrunden, og der udvikler sig en form for korpsånd blandt konerne, der kan sammenlignes med den, som nogle gange opstår blandt sømands- eller soldaterkoner. 

Chefen for det hele

Willi Dansgaard er kendt som en autoritet af den gamle skole. Når han underviser de medicinstuderende i fysik på universitetet kan han finde på at give folk, der ikke har læst deres stof ordentligt, en hård medfart – ”Du, den enøjede blandt de blinde,” sagde han så for eksempel, husker Jørgen Peder Steffensen. Folk kalder ham ”boss”, og demokratiet er ikke opfundet i gruppen, hvor ”Willis ord var lov.” Han hader slendrian og er ikke bange for at sige sin mening, men han er aldrig ondskabsfuld, selv om han kan være hård.

Men samtidig er Willi Dansgaard generøs over for dem, der gør det godt, og selv om han er stjernen i gruppen, så giver han også plads til andre mennesker, ligesom han inddrager de unge studerende i feltarbejdet.

”En medvirkende årsag til gruppens sammenhold var nok at enhver, uanset ”rang og stand”, der havde ydet et videnskabeligt bidrag – teoretisk, teknisk eller eksperimentelt – til løsning af en videnskabelig opgave blev optaget som medforfatter ved publikation af resultaterne,” fortæller Dansgaard. Det kan i nogles øjne være med til at forfladige indsatsen og ansvaret, men det giver til gengæld alle et incitament til at bidrage, forklarer Willi Dansgaard. ”-ingen havde interesse i at gemme data i skrivebordsskuffen til eget brug ved en senere lejlighed.”

Det er Dansgaard, der har forbindelserne til udlandet, og dermed også ham der kan skaffe pengene, og det giver arbejdsro til de andre i gruppen, fortæller Jørgen Peder Steffensen. 

En særlig frugtbar periode

I løbet af 1970’erne opfinder Willi Dansgaard og hans gruppe forskellige metoder og instrumenter til hjælp i deres videre forskning. ”For mig står det tiår som en særligt frugtbar periode,” fortæller Dansgaard.                                                               

Det såkaldte ”Rolls Royce bor”

Det såkaldte ”Rolls Royce bor”, der vejede 250 kilo, og som skulle betjenes af minimum tre personer, der kunne bore og pakke en 100 meter lang iskerne i løbet af 16 timer.

De gennemfører for eksempel en fuldautomatisering af et nyt massespektrometer, som betyder, at maskinen kan køre i døgndrift og uden opsyn hele natten. ”Alt i alt gav denne teknik os en førerstilling inden for vort område,” forklarer han og tilføjer, at ”gennem 1970’erne målte vor maskine flere vandprøver end alle andre maskiner i verden tilsammen.”

Derudover bygger de et helt igennem håndlavet, transportabelt letvægtsbor, som de kalder ”Rolls Royce boret”, opfinder en ny metode til at finde vej i polaregne og udvikler metoder til at datere vulkanudbrud i iskerner ved at måle syre i nedbør. Alt sammen noget, der gør dem til perfekte samarbejdspartnere for forskere og organisationer over hele verden.

Blikket vendt mod Antarktis

I løbet af samme periode begynder Dansgaard og kollegerne desuden at vende blikket mod de nye boringer, som amerikanerne er i gang med at gennemføre i Antarktis. Dansgaard tager kontakt til geokemikeren Sam Epstein, der står i spidsen for projektet, og tilbyder ham en gratis og meget detaljeret isotopmåling af de nye kerner, hvilket resulterer i 3000 prøver fra den såkaldte Byrd-kerne.

Klimakurve

Klimakurve med sammenligning af informationerne fra kernerne ved Byrd Station på Antarktis og Camp Century i Grønland. Kurven viser blandt andet, at klimaet varierede meget mere i Grønland, end det gjorde i Antarktis.

Resultatet bliver en artikel i Nature i 1972, hvor forskerne blandt andet konkluderer, at istidsklimaet var langt roligere i Antarktis end i Grønland, og at istidens afslutning skete gradvist over en meget længere årrække i Antarktis end i Grønland.

I 1973 bliver gruppen inviteret til at deltage i Ross Ice Shelf Project (RISP) i Antarktis, og i januar 1975 tager Willi Dansgaard en tur til den sydlige verdensdel. Under rejsen får han en idé til nye målinger, og han rejser derfor videre til det sovjetiske Vostok, hvor der også bliver gennemført en iskerneboring.

Willi Dansgaard beskriver arbejdet i Antarktis som lovende, men han konkluderer alligevel, at dansk glaciologi bør holde sig til at lave undersøgelser i Grønland. ”Det var dér vi havde et givtigt samarbejde med amerikanerne og der var der vi havde midler, pligter, tradition, erfaring og fremtid,” skriver han.

Drømmen om en ny dybdeboring

Tilbage på den nordlige halvkugle havde amerikanerne samtidig med etableringen af Camp Century i 1959 indledt konstruktionen af forsvarsværket DEW (Distant Early Warning Line) på tværs af Grønland, Alaska og Island. Stationerne, der fik navne som Dye 1, Dye 2, Dye 3 og så videre, bliver efterfølgende brugt til forskning.

Dye 3 blev gennem årene udgangspunkt for adskillige ekspeditioner på den sydlige del af indlandsisen; den blev en slags prøvesten for nye teknikker inden for glaciologi,” fortæller Dansgaard.

Den amerikanske radarstation Dye 3 i Sydgrønland

Den amerikanske radarstation Dye 3 i Sydgrønland, der var 10 etager høj og blev brugt som borested flere gange op igennem 1970'erne - og igen i 1979-1981, hvor man gennemførte en ny dybdeboring. De fire Dye-stationer i Grønland er de største bygninger, der nogensinde er blevet opført på sne. Foto: Chester Langway.

Her indleder gruppen i 1971 igen et samarbejde med den amerikanske militærorganisation CRREL (U.S. Army Cold Regions Research and Engineering Laboratory), som også stod bag Camp Century-boringen, om en ny iskerneboring.

Danskerne får lov til at bore en mindre kerne på 401 meter (en såkaldt ”shallowkerne” der ikke går hele vejen ned til grundfjeldet), som bliver skåret over i to lige store halvdele og delt mellem CRREL og Dansgaards forskerteam, og som viser sig at række tilbage til Valdemar Sejrs tid, altså knap 800 år tilbage i tiden.

Sigfus Johnsen og Chester Langway

Sigfus Johnsen og Chester Langway måler massefylden af en iskerne. Massefylden stiger nedefter fra 350kg/m3 ved overfladen til 920kg/m3 i omkring 100 meters dybde, hvor sneen er presset sammen til fast is.

Men mest interesseret er Dansgaard i at få gennemført en gentagelse af Camp Century-projektet, så man igen kan komme tilbage til istiden, og altså en ny dybdeboring i Grønland - men denne gang et mere gunstigt sted. Med det formål for øje går han igen sammen med amerikanske CRREL og et forskerhold fra Schweiz om at danne konsortiet ”Greenland Ice Sheet Program” eller GISP.

Dye 3 opfylder ikke kriterierne, da undergrunden under isen er for bjergrig, så de vender i stedet blikket mod det centrale Grønland ”fra EGIG linien og nordpå."

Der skal komme til at gå et stykke tid, inden den boring bliver gennemført, og til gengæld viser det sig, at Dye 3 ikke har udspillet sin rolle endnu …