12. september 2014


Boring ved Dye 3

Camp Century-boret ramte bunden af indlandsisen i 1966, men da det blev brugt ved Byrd Station i Antarktis i 1968, gik boret tabt. Det samme skete i 1976 med det amerikanske ”wire line” bor, som blev brugt til de første Dye 3-udboringer, og Willi Dansgaard er klar over, at hvis de skal gøre sig håb om en ny dybdeboring i Grønland og dermed en gentagelse af Camp Century-projektet, så må gruppen bidrage med sit eget bor.

Det danske bor ISTUK

Det er Sigfus Johnsen, der først fremlægger ideen om det nye bor under et ”hotelværelse-møde” i Philadelphia, og da ingeniøren Niels Gundestrup, der er manden bag det fuldautomatiserede massespektrometer, erklærer sig enig i, at det kan lade sig gøre, beslutter gruppen sig for at skabe et helt nyt iskernebor fra bunden.

Principskitse af ISTUK

Principskitse af ISTUK fastspændt til det seks meter høje, sorte tårn, efter at det er kommet op med et stykke iskerne, der befinder sig i borerøret. Både boret og tårnet kan vippes til vandret stilling. ISTUK er endog meget avanceret for sin tid, og man kan for eksempel kommunikere direkte med borehovedet via elektronisk udstyr. En anden nyskabelse er batteriet, der muliggør et tyndere kabel, som derfor var meget nemmere at fragte.

De går altså i 1977 i gang med at konstruere tegningerne til et dansk bor, der får navnet ”ISTUK” efter det danske ord for is og det grønlandske ord for ”issyl” eller ”bor”. De søger bevillinger til fremstilling af boret hos Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland (KVUG), der giver grønt lys på den betingelse, at de kan få amerikanerne med om bord via GISP-samarbejdet.

Willi Dansgaard får også amerikanernes tilsagn, men denne gang er det på betingelse af, at boringerne igen skal foregå ved Dye 3. ”Jeg påpegede, at fra en videnskabelig synspunkt var det ikke noget gunstigt borested, men fik til svar at det var Dye 3 eller intet,” fortæller han. Dansgaard er dog glad for accepten, og vurderer selv at den har meget at gøre med den internationale anerkendelse, han fik efter Camp Century-klimakurven.

"Toys!"

I 1979 bliver ISTUK fragtet med to Herculesfly op til Dye 3. Opstillingen af boret tager et par måneder, hvorefter boringerne kan begynde. Amerikanerne er dog ikke imponerede, og da den amerikanske boreleder ser boret, udbryder han spontant, ”toys!” fordi det er så lille i forhold til, hvad de er vant til. Mange år senere må han dog æde sine ord igen, da ISTUK er blevet en kæmpesucces og kopieret i hele verden.

Men inden det kommer dertil, er ISTUK præget af mange børnesygdomme, og i begyndelsen er det nærmest umuligt at få en ordentlig iskerne ud af den. Kernerne bliver ovale og knækker, og hele projektet er tæt på at blive lukket.

National Science Foundation beslutter at lukke projektet, og Dansgaards amerikanske partner Chester Langway må tage turen til Grønland sammen med en repræsentant for NSF med det formål at lukke ned for den kiksede isboring. Men ved et lykketræf begynder boret at virke, netop som de kommer derop.

Borehallen med ISTUK

Borehallen med ISTUK. På skiltet står der, "If you have nothing to do, don't do it here."

I de tre dage, de er på Dye 3, producerer boret den ene fine iskerne efter den anden, 30 meter om dagen, og den dag, de to tager af sted, går boret i stykker igen. Men projektet er reddet, og snart er boret også blevet moderniseret, blandt andet med et nyt borehoved i forarbejdet stål, fortæller Jørgen Peder Steffensen.

Da arbejdet er på sit højeste, minder det om et samlebånd - ”tre 3-mands borehold arbejdede på skift døgnet rundt, [med] en hidtil uset effektivitet som sparede en stor arbejdsindsats på hjemmefronten,” fortæller Willi Dansgaard. 45 mand er beskæftigede med arbejdet, og når prøverne er klar, bliver de sendt direkte til København, Bern og Buffalo, New York, til undersøgelse for isotop- og iltindhold og generel kemisk sammensætning.

To år senere i august 1981 rammer de bunden, og umiddelbart lader det desværre til, at ISTUK må lide samme kranke skæbne som de andre bor. Det sætter sig nemlig fast - men til alles glæde lykkes det allerede året efter ved hjælp af teknisk snilde at redde det strandede bor op fra dybet.

”Dansgaard-Oeshger events”

Resultaterne af boringerne er intet mindre end 61.000 prøver, der kan sendes til isotop-bestemmelse i København, og som ventet viser det sig, at Dye 3-kernen - på grund af det meget store årlige snefald i området - ikke går lige så langt tilbage i tiden som Camp Century-kernen havde gjort. Men kernen dækker fint den sidste istid, og dermed kan de få afgjort den 10 år gamle strid, der handler om de isotopvariationer, som Dansgaard mente at have fundet i istidsisen.                                    

Dansgaard, Chester Langway og Hans Oeschger

De tre musketerer: Til venstre Dansgaard og til højre Hans Oeschger der i fællesskab lagde navn til begrebet "Dansgaard-Oeschger events". I midten Chester Langway fra amerikanske CRREL og tilsammen blev de kaldt "De tre musketerer".

De genfinder udsvingene i den nye kerne, og på den måde viser det sig. at Dansgaard havde haft ret, da han argumenterede for, at der skete et eller andet under den sidste istid, som fik temperaturen til at svinge meget voldsomt - måske endda med op mod 10 grader inden for et årti.

Hvis interessen for Dansgaard havde været stor efter Camp Century, så bliver den enorm efter Dye 3. Mange forskere havde sat spørgsmålstegn ved resultaterne fra Camp Century-kernen og ment, at de store isotopvariationer bare var et udtryk for foldninger i isen, og derfor skaber det sensation, da variationerne bliver genfundet ved Dye 3.

Der bliver sat en stor, fed streg under resultaterne, da den schweiziske forsker Hans Oeshger genfinder de samme udsving i iltindholdet af isen. ”De tilsyneladende store og bratte miljøskift under istiden blev senere også fundet i havbundskerner og går nu under navnet ”Dansgaard-Oeshger events” til trods for at en helt udtømmende forklaring på dem efter min mening stadig ikke er fundet,” fortæller Willi Dansgaard.