– Niels Bohr Institutet - Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Niels Bohr Institutet > Hvem, Hvad, hvor > > Ole Rømer > Observatorium Tusculanum

09. februar 2012

Observatorium Tusculanum

Landobservatoriet i Vridsløsemagle
I 1681 indrettede Ole Rømer et observatorium i Rundetårn, som han senere blev direktør for i 1686. Imidlertid lå Rundetårn klods op ad Trinitatis Kirke, og kirkeklokkernes bimlen forstyrrede hans observationer. Han indrettede også et observatorium i sit hjem i Kannikestræde, men selv om han fik savet et dygtigt hak i genbohusets tag, havde han alligevel ikke mulighed for at se stjernerne, når de stod lavt. Derfor brugte han sommeren i 1704 på at bygge et landobservatorium langt fra hovedstadens mylder og larm på Bartholinfamiliens jorde ved Vridsløsemagle. Han kaldte det Observatorium Tusculanum, og i breve udtrykte han sin store glæde over endelig at have sit eget observatorium - det havde været hans store ønske i mange år. Ved at bygge sit eget observatorium kunne han indrette det præcis, som han ville. I observatoriet kom hans egen opfindelse, en meridiankreds, til at stå. Med den kunne han meget præcist aflæse stjernernes position på himlen. 

Observatorium Tusculanum i dag. Efter Ole Rømers død i 1710 faldt observatoriet hen på grund af manglende vedligeholdelse. Omkring år 1716-17 blev instrumenterne flyttet til observatoriet i Rundetårn. Resterne af observatoriet blev efter flere forsøg genfundet i 1978.

Triduum - tre døgn i oktober
I 1706 foretog Ole Rømer en række observationer fra Observatorium Tusculanum, som udgør den mest spændende og gådefulde del af hans astronomiske virke. I tre døgn (latin: Triduum) fra den 20. til den 23. oktober registrerede han og mindst to assistenter alle fiksstjerne- og planetpassager. Hans udgivelse Triduum giver 88 stjerners positioner, baseret på cirka 250 observationer. Disse observationer gik i modsætning til det meste af hans arbejde ikke tabt ved branden i 1728. Det skyldes, at Ole Rømer var så tilfreds med dem, at han havde fået lavet hele fem afskrifter af dem. Han omtalte dem som "mine astronomiske observationer, som jeg altid haver æstimered over alt det jeg haver eyed i Verden.".

Men hvad var det, Ole Rømer opdagede, eller mente han opdagede, de tre døgn i oktober 1706? Gjaldt det fiksstjernernes parallakse, som man almindeligvis antager? Hvis det var tilfældet, havde han én gang for alle bevist det heliostatiske verdensbillede, som alle astronomer på den tid var overbeviste om, men som ingen hidtil havde formået at levere det afgørende bevis for. Andre muligheder trænger sig imidlertid på. Lykkedes det mon Ole Rømer at opdage fænomenet abarration, eller kom han så vidt, at han afslørede stjernernes egenbevægelse, altså den kendsgerning, at vores solsystem bevæger sig gennem Mælkevejen? Det skal fremtidig Rømer-forskning afklare - den gamle astronom rummer stadig mange gåder.

<< Forrige side

Næste side >>