– Niels Bohr Institutet - Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Niels Bohr Institutet > Hvem, Hvad, hvor > > Fysikkens Spinoffs > World Wide Web

10. juni 2010

 

World Wide Web

World Wide Web blev oprindeligt skabt på CERN, det Europæiske Center for Atomforskning ved Genève i Schweiz, for at gøre det nemmere for fysikerne at finde rundt i de kolossale mængder af data. Idag er det grundlaget for hele det globale internet, som alle kan bruge.

Internettet har eksisteret siden 1960erne. Men det var først fra midten af 90erne, at nettet blev det, vi kender det som: Et sted, hvor man hurtigt kan klikke sig til svar på små og store spørgsmål, købe musik, bøger og tøj, se vennernes nyeste billeder og skrive opdateringer om én selv. Det, der gjorde almindelige mennesker til net-surfere, var World Wide Web.


Denne NeXT-computer var verdens første web-server. Den står stadig på CERN.

Lager til informationer

Internettet blev oprindeligt opfundet, fordi det amerikanske militær ville fordele deres vigtige data på forskellige computere. Så ville det nemlig være sværere at ødelægge dem alle sammen.

I begyndelsen bestod internettet simpelthen af nogle computere, der var koblet sammen med ledninger, og som delte deres lager-kapacitet.

Fra den ene computer kunne medarbejderne finde filer på den anden computer, hvis de kendte koderne, som fremkaldte dem. Det vil sige, at internettet fungerede som en slags udvidet arkiv, hvor man skulle kende de præcise navne på alle de dokumenter, man ville have fat i.

I de første tredive år blev internettet derfor kun brugt på universiteter og andre steder, hvor det er nødvendigt at opbevare mange informationer. Der var stort set ikke nogen, som havde netadgang hjemme hos dem selv.

For at World Wide Web kan fungere, bliver folk nødt til at bruge de samme koder, når de fx laver hjemmesider. Ellers kan vi ikke læse det, som andre mennesker lægger ud på nettet. Sammen med et hold af computer-forskere startede Tim Berners-Lee i 1994 W3C; ”World Wide Web Consortium”. W3C bestemmer, hvilke koder og formater man skal bruge på World Wide Web.

System til fysikernes data

I 1989 arbejdede englænderen Tim Berners-Lee på CERN - Europas kerneforskningscenter. Han ville gøre det lettere for CERNs fysikere at finde rundt i de enorme mængder af data, som CERN producerer; også selv om de sad andre steder i verden.

Derfor forslog han at kombinere internettet med et hypertekst-system. En hypertekst er en samling dokumenter, som er forbundet til hinanden med links på kryds og tværs. Brugerne af hyperteksten kan selv tilføje tekster og links, og på den måde forbedrer de den, imens de bruger den. Berners-Lee mente, at det ville blive nemmere at finde informationer på internettet, hvis de blev organiseret på den måde.

Efter at have foreslået sin ide, begyndte Berners-Lee at udvikle delene til sådan et system. Og året efter præsenterede han det, som han kaldte "World Wide Web". Berners-Lee havde både lavet det sprog og de koder, som skulle bruges for at skrive tekst til systemet. Desuden havde han lavet den første server, den første browser og de første web-sider.

WWW slår igennem

Der fandtes andre hypertekst-systemer til internettet på det tidspunkt, men WWW var bedre på flere områder. Desuden blev der kort tid efter opfundet en browser til WWW, som gjorde det muligt at se billeder sammen med teksten. Det gjorde systemet meget mere populært. I 1993 besluttede CERN at gøre World Wide Web gratis. Og da det efterhånden også blev nemmere at slutte almindelige computere til nettet, slog World Wide Web og internettet for alvor igennem.

World Wide Web er altså ikke det samme som internettet, selv om det er så udbredt, at mange tager fejl. World Wide Web er et stort hypertekst-system, hvor brugerne nemt kan finde det, de søger ved at følge links igennem forskellige dokumenter. Men der findes også ting på nettet, som fungerer udenom World Wide Web; for eksempel fil-overførsler og mail-udvekslinger.

 

Sammen med World Wide Web skabte Berners-Lee nogle af de funktioner, som vi nu tager som en selvfølge, når vi leder efter en webside:
  • URL, eller 'Uniform Ressource Locator'; den adresse, som står i toppen af alle websider, og som gør at man kan finde dem på sin browser.
  • HTML, eller ‘HyperText Markup Language', er et såkaldt opmærkningssprog; når man skriver noget til World Wide Web bruger man HTML for at vise hvordan de forskellige browsere skal fortolke de forskellige dele af teksten, som fx overskrifter, tabeller eller links til andre sider
  • HTTP, eller HyperText Transfer Protocol, er et system, som computeren bruger, når den opretter en forbindelse til en server et andet sted på nettet. Når man beder om forbindelse til en bestemt side på World Wide Web, fx ved at indtaste URL'en, så 'snakker' de to computere sammen ved hjælp af koderne i http, inden server-computeren giver adgang til hjemmesiden.

Næste side >>