12. september 2014

En rigtig god idé

Hjemkomsten til Danmark fra Grønland er svær, for det er nærmest umuligt at finde et sted at bo i efterkrigstidens København. Men endelig finder de en midlertidig lejlighed, som i foråret 1951 bliver skiftet ud med et lille hus. ”Inges ønsker gik i retning af en ugenert villa midt på Rådhuspladsen med udsigt over Øresund og tæt ved skov og strand. Men vi vendte os hurtigt mod de mere ydmyge dele af det Københavnske,” fortæller Willi Dansgaard. Enden på det bliver, at de finder et hus i Herlev.

Støvede arkivalier

Selv drømmer han om en stilling på Biofysisk Laboratorium, som han også løbende holder kontakt med, men der skal gå et stykke tid, inden det ønske bliver opfyldt. Direktøren for Meteorologisk Institut, H.P., har nemlig planer om at sætte Dansgaard i spidsen for en oprydning af instituttets omfattende og meget rodede bibliotek – en tjans som den ambitiøse Dansgaard ikke finder interessant: ”Jeg havde ikke uddannet mig til eksperimentalfysiker med sigte mod videnskabeligt arbejde for at ende som renovationsarbejder blandt støvede arkivalier,” skriver han.

Efter et stykke tid og ved hjælp af en del anvendt diplomati slipper Dansgaard dog for opgaven, og han bliver i stedet overflyttet til meteorologien, hvor han blandt andet får til opgave at læse vejrudsigten op i radioen. Den opfindsomme Dansgaard kan dog ikke lade være med at komme med forslag til forbedringer, og det falder ikke i god jord blandt kollegerne, der ”fandt det storsnudet at beskæftige sig med andet end pligtarbejdet,” fortæller han.

Willi Dansgaard som ung biofysiker

Willi Dansgaard som ung biofysiker. Skrivebordet havde tilhørt Niels Bohr.

Tilbage til biofysikken

Chancen for at vende tilbage til Biofysisk Laboratorium viser sig første gang i 1949, da laboratoriet anskaffer sig Danmarks første elektronmikroskop og indbyder Dansgaard sammen med hans gamle studiekammerat, Fritz Carlsen, til at deltage i opstillingen. Projektet ender med, at den fingernemme Fritz bliver ansat, mens Dansgaard til sin skuffelse bliver forbigået.

Allerede et år efter opstår muligheden igen, da laboratoriet får del i den Marshallhjælp, som Danmark fik fra USA efter 2. verdenskrig, og bruger pengene til at anskaffe sig et nyt instrument – et såkaldt massespektrometer - som Dansgaard skal hjælpe med at stille op. Et massespektrometer er et avanceret måleinstrument, der kan separere partikler med forskellig masse og adskille et grundstofs isotoper, og det bruges først og fremmest inden for kemien til analyse af stoffers sammensætning.

Willi Dansgaard fremviser massespektrometer

Willi Dansgaard fremviser det massespektrometer, som han havde ansvaret for på Biofysisk Laboratorium.

Willi Dansgaard ser det som sin store chance og bruger aftener og weekender på arbejdet, og hans flid belønner sig da også, da han efterfølgende bliver ansat som ”honorarlønnet videnskabelig assistent”. Til sine kollegers forbløffelse vælger han altså i 1950 at bytte sin faste tjenestemandsstilling ved Meteorologisk Institut ud med løs ansættelse til en lavere løn ved Biofysisk Laboratorium.

Willi Dansgaard er først og fremmest ansat til at tage sig af massespektrometeret og introducere det inden for fagene biologi og medicin, men instrumentet skaber ikke den store interesse hos de andre forskere, der til gengæld står i kø for at bruge Fritz Carlsens elektronmikroskop. ”Depressionen var ved at indfinde sig,” skriver han, da han en lørdag i slutningen af juni 1952 får en god idé.

En blændende idé

Han er derhjemme, da han spørger sig selv, hvorvidt regnvand fra byger altid indeholder den samme isotopiske sammensætning, eller om der kan være forskel alt efter temperaturen i nedbøren, og eftersom han jo havde adgang til en maskine, der kunne måle den slags, så ”var der jo ikke noget forgjort i at prøve, selv om det ikke kunne kaldes biofysik.”

Ølflaske med tragt

Senere blev udstyret bedre, men 40 års arbejde blev indledt med en ølflaske i haven i 1952.

Willi Dansgaard opstiller simpelthen en ølflaske med en tragt i haven, mens det regner, og indsamler på den måde vandet fra et frontsystem, der til alt held viser sig at være usædvanligt veludviklet. Med et interval på 1-2 timer tømmer han den over i en ny lukket beholder og noterer tidspunktet: ”Alt hvad huset kunne tilbyde af velegnede beholdere var hurtigt opbrugt, og til sidst måtte diverse krukker og kander tages i brug,” fortæller han. 

Resultaterne er bemærkelsesværdige – det viser sig, at regnvandets indhold af den tunge iltisotop 18O er bestemt af skytemperaturen på det tidspunkt, hvor nedbøren blev kondenseret, og det ”blev startskuddet til 40 års spændende arbejde,” fortæller han.

Han publicerer sine resultater i en artikel, men han er besværet af, at han ikke har nogen at diskutere sin forskning med på laboratoriet eller på Meteorologisk Institut, som han ellers forsøger at indlede en dialog med. Til gengæld er der heller ingen, der påtaler, at det jo som sådan ikke er biofysik, han beskæftiger sig med.

Han fortsætter derimod sine undersøgelser - blandt andet højt til vejrs, da han via Flyvestation Værløse låner et fly, så han kan indsamle regnvand under skyerne, midt i dem og over dem. Inge vil ikke være enke i så ung en alder, så hun flyver med: ”Vi var oppe at hente regnvand i skyerne et par gange – det tyder jo på, at Willi har fået mug på gardinstangen, for man kan s’gu da lige så godt vente til regnen er faldet ned,” filosoferer hun i sin dagbog.

Inge foran fly

Hustruen Inge foran flyet, der skal tage Willi Dansgaard og hende selv op i skyerne for at indsamle regnvand.

Siger vandet noget om klimaet?

Men hvis vandet siger noget om temperaturen, så må næste skridt være at undersøge, om vandets isotopsammensætning kunne sige noget om sæsonmæssige variationer, og måske om klimaet gennem tiden, og i den forbindelse opnår Dansgaard en aftale med ØK, der hjælper ham med at indsamle flodvand fra hele verden. Resultaterne viser tydelige variationer, men det mest interessante er de tanker, de sætter i gang.

For når nedbøren er et mål for temperaturen, så må man kunne måle forgangne tiders klima i gammelt vand. Og hvor finder man gammelt vand? Det gør man i gletscheris i Grønland. ”Således vendte min interesse for Grønland tilbage, nu i en helt anden sammenhæng. Jeg var helt sikker på, at det var en god idé, måske den eneste virkelig gode, jeg har fået – til gengæld har jeg kunnet sutte på den resten af mit liv,” skriver han i sin selvbiografi.

Han beskriver ideen i fagskriftet Geophysica et Geochimica Acta i en artikel, som han færdiggør en tidlig morgen i foråret 1954. Han tager cyklen ind til postkontoret i Købmagergade, og ”fornemmelsen af at noget vigtigt var lykkedes gjorde den cykeltur til en ubeskrivelig oplevelse, […] aldrig havde jeg været så lykkelig for min tilværelse privat og i mit job, som den maj-morgen,” fortæller han.