'P' eller opdagelsen af Jordens kerne
Inge Lehmann slår for alvor sit navn fast internationalt med artiklen P', der udkommer i 1936. Heri fastslår hun, at nogle særlige rystesignaler fra et jordskælv i New Zealand kun kan forklares, hvis man antager, at Jorden har en fast, indre kerne. Det er uhørt, og den tanke skaber debat blandt verdens seismologer.
De nye seismologiske stationer, som Inge Lehmann har været med til at installere for Geodætisk Institut i Danmark og Grønland, ligger langt væk fra Jordens store jordskælvsområder - ofte i det såkaldte 'skyggeområde'.
Det er usædvanligt og giver Inge Lehmann nye informationer, efterhånden som hun får anledning til at analysere de seismogrammer, der kommer ind.
Inge Lehmanns gode ven og mentor, den tysk-amerikanske seismolog Beno Gutenberg (1889-1960) arbejdede som professor i seismologi ved California Institute of Technology. Her bidrog han, blandt andet sammen med sin kollega, Charles Francis Richter, der lagde navn til 'Richter-skalaen', med mange vigtige opdagelser til seismologien.
En banebrydende opdagelse
Dengang, i 1930'erne, tror man, at Jorden består af to lag. En flydende kerne og en fast kappe.
Men de seismografiske bølger viser samtidig en anormalitet, som ikke umiddelbart kan forklares, og efterhånden udvikler Inge Lehmann sin teori om en fast kerne i Jordens indre.
Det gør hun med udgangspunkt i målinger af et New Zealandsk jordskælv i 1929.
Med sin kreative hjerne bliver danske Inge Lehmann på den måde den første til at gennemskue, at Jorden har en fast indre kerne - tidens andre seismologer har bare famlende forklaringer på P-bølgernes brydning.
P’ udkommer i 1936, og Inge Lehmann afslutter beskedent med ordene:
"Det kan ikke hævdes at den fortolkning, som her er givet, er korrekt, fordi data er ret utilstrækkelige, og der opstår komplikationer, fordi små rystelser er forekommet lige før de store rystelser."
"Imidlertid tyder det på, at fortolkningen er mulig, og antagelsen af eksistensen af en indre kerne er, i det mindste, ikke modsagt af andre observationer, disse er, måske, lettest forklaret ved denne antagelse," skriver hun og fortsætter:
"Jeg håber, at det her foreslåede må blive overvejet af andre forskere ...
Inge Lehmann, P', 1936
"Jeg håber, at det her foreslåede må blive overvejet af andre forskere, og at brugbart materiale må findes for studierne af P' kurverne."
"Spørgsmålet om eksistensen af en indre kerne kan imidlertid ikke kun betragtes fra et seismologisk synspunkt, men må også betragtes i dets andre geofysiske aspekter," afslutter hun.
Fra skepsis til accept
Beno Gutenberg anerkender umiddelbart konklusionen, mens hendes anden gode forskerven, Harold Jeffreys, tøver i længere tid.
Den engelske geofysiker Harold Jeffreys (1891-1989) havde en frugtbar udveksling af ideer med Inge Lehmann, men han troede ikke umiddelbart på hendes idé om, at Jordens kerne var fast.
I løbet af få år har han dog selv bevist, at de gamle teorier ikke kan forklare de konkrete observationer, og så accepterer han også tanken om, at Jorden har en fast indre kerne.
I 1938 finder Beno Gutenberg sammen med sin kollega Charles Francis Richter ud af, at Jordens indre kerne må have en radius på omkring 1200 kilometer.
Samtidig fastslår de hastigheden for de såkaldte P-bølger, som Inge Lehmann også havde undersøgt, til 11,2 kilometer i sekundet på deres rejse igennem Jordens indre kerne.
Der går således ikke mange år, før Inge Lehmanns hypotese bliver alment accepteret blandt andre videnskabsmænd, men det er ikke før knap 25 år senere, at undersøgelserne af et voldsomt jordskælv i Chile bekræfter eksistensen af Inge Lehmanns indre kerne endeligt.
"A master of black art"
Inge Lehmanns artikel P' vækker opsigt blandt seismologer og andre geofysikere i hele verden for sine konklusioner om Jordens indre kerne. Men Lehmann selv bliver først og fremmest berømt for sin metode til aflæsning af seismogrammer.
"... a master of black art for which no amount of computerization is likely to be a complete substitute...
Geofysiker Francis Birch om Inge Lehmann i 1971
Da Inge Lehmann mange år senere er blevet endeligt anerkendt som opdageren af Jordens indre kerne og modtager den såkaldte Bowie-medalje (som er den højeste udmærkelse fra det amerikanske geofysik-union) bliver hendes evner omtalt som ren magi af hendes kolleger:
"Lehmann-diskontinuiteten blev opdaget ved hjælp af indgående undersøgelser af seismiske registreringer udført af en mester i sort magi, som ingen computer kan eftergøre...." siger professor Francis Birch ved overrækkelsen.
I 1936 bliver hun desuden medstifter af Dansk Geofysisk Forening, hvor hun også fungerer som formand i perioden 1941 – 1944.
Jordens indre kerne er Jordens inderste del og består af en fast kugle med en radius på omkring 1220 kilometer. Man anslår, at kernen primært består af jern og nikkel, og at den er omkring samme temperatur som Solen, nemlig 5400 grader celcius.
Inden Inge Lehmanns artikel P', der udkom i 1936, og som beviste eksistensen af en fast, indre kerne, var den almindelige holdning blandt eksperter, at Jordens indre var helt flydende.
Journey to the Centre of the Earth (1864) by Jules Verne finds a small group of scientists and adventurers heading into the Earth, where they discover living dinosaurs and a great sea, before they finally find their way back to the surface through the Stromboli volcano in southern Italy.
But this is not the first time man has fantasised about a new world inside the Earth, like the English astronomer Edmund Halley, who in an article in 1694 suggested that the Earth was comprised of several hollow spheres within each other and that the internal planets might be inhabited.
The idea of a kind of underworld was also found in many places in ancient mythology and also in Christianity, where Dante Alghieri’s The Divine Comedy from the 14th century and John Milton’s Paradise Lost from 1667 helped shape the idea of a subterranean hell.
Today, the idea of the hollow Earth is only held by the most die-hard conspiracy theorists, such as ‘Doctor’ Walter Siegmeister, who, in his book Hollow Earth from 1964, explains the mystery of both UFOs and Atlantis based on the theory of a hollow, inhabited interior world.
Seen below is one of Édouard Rious illustrations for Jules Verne’s science fiction classic Journey to the Centre of the Earth (1864).
