Udbrud: Ildsprudende vulkaner gør præcis, hvad der passer dem. Gang på gang har de ændret både levevilkår, natur, geografiog klima på kloden. Vi burde frygte dem, men ikke alle gør det.

Af LARS FROM

Vi mennesker mener, at vi har afgørende betydning for udviklingen på planeten Jorden. Men indimellem bliver vi sat skakmat af kræfter, der er langt større end os mennesker: Vulkaner.

Når en vulkan vælger at gå i udbrud, er der intet, vi kan gøre for at forhindre det. Vi kan måske være heldige at slippe væk med livet i behold, ligesom vi måske kan forudsige udbruddet. Men vi ingen midler til at forhindre det.

Selv om et enkelt, kraftigt vulkanudbrud kan have langt større betydning for kloden end vores samlede udledning af drivhusgasser, fældning af træer eller lignende i flere år.

Vulkaner er afgørende for vores atmosfære og dermed for alt liv på Jorden. Men med jævne mellemrum udsletter de tusindvis af mennesker, lægger store landområder øde eller ændrer mærkbart på vores klima. Det er derfor -set i et lidt større perspektiv -helt normalt, når en enkelt lille vulkan som Eyjafjallajökull på Island på blot et døgn kan stoppe hovedparten af al flytrafik i hele Europa.

Og det vil uden tvivl komme til at ske igen.



Udbrud truede menneskeracen

De seneste par hundrede år har Europa blot været forskånet for de helt vilde udbrud. De største og kraftigste vulkanudbrud sker typisk i Indonesien og på New Zealand, selv om vulkanerne i Island også har haft voldsom effekt på udviklingen i Europa.

Ifølge professor i meteorologi ved Københavns Universitet, Eigil Kaas , var vulkanudbruddet på Toba på Sumatra i Indonesien for ca. 70.000 år siden formentlig det kraftigste vulkanudbrud kloden har oplevet de seneste to millioner år. Udbruddet medførte en kraftig afkøling af klimaet på hele kloden, der formentlig varede i flere hundrede år, og truede mange dyr og planters overlevelse.

Samtidig mener Eigil Kaas , at Toba kan have været årsagen til, at menneskene var tæt på at uddø for omkring 70.000 år siden.

To vulkaner på Island, Z1 og Z2, har dog også haft dramatisk betydning for i hvert fald beboerne i Europa, fortæller iskerneforsker Jørgen Peder Steffensen fra Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet.

»Når vi tager iskerneprøver i isen i Grønland, ser vi to tommetykke lag af aske i isen fra de to vulkaner, der var i udbrud for omkring 60.000 år siden (Z2) og for 12.700 år siden (Z1). De var begge så store, at de lagde et tykt lag aske over hele Europa, hvilket havde voldsomme konsekvenser for både plante og dyreliv. Det gav forsuring, misvækst, mindre høst og betød at sommeren mange steder blev helt væk,« fortæller Jørgen Peder Steffensen.

»Hele indlandsisen har på det tidspunkt været farvet lysebrun af aske.«.



Frygt for storudbrud i Island

Jørgen Peder Steffensen vurderer, at det ene vulkanudbrud foregik i Katla-massivet, hvilket er netop det område, hvor mange vulkanforskere frygter, at der kan komme et nyt stort udbrud i løbet af de kommende etto år. Det skyldes, at Eyjafjallajökull de seneste tre gange, den har været i udbrud, har vækket den slumrende Katla, der er en langt større og farligere vulkan.

Den danske iskerneforsker mener også at kunne forklare en stor del af historien om Moses, hans vandring fra Egypten til Israel og de syv plager, som Gud udsatte menneske for på den tid.

»Når vi ser på iskernerne i Grønland, ser vi et kæmpe syrenedfald ca. 1640 før Kristi fødsel. Det passer med myten om Moses' vandring til Israel. Derfor tror vi, at vulkanen Santorino Thera, der ligger lidt nord for Kreta, har været ophavet til hele myten om udvandringen fra Egypten og de syv plager.

Mange af plagerne kan nemlig også relateres til netop det vulkanudbrud,« lyder den kontroversielle forklaring.

»En af plagerne var, at det blev nat. Det svarer til, at en askesky gjorde det bælgravende mørkt midt på dagen. En anden plage var, at spædbørnene døde. Det svarer til, hvad der sker, hvis små børn indånder vulkansk støv, der indeholder silikater og giftigt fluor,« forklarer Jørgen Peder Steffensen.

Effekten af vulkanerne hærgen er imidlertid ikke kun et forhistorisk fænomen.

I 1783-84 gik vulkanen Laki i Island i udbrud.

Det slog halvdelen af køerne, 75 pct.

af fårene og 20 pct. af befolkningen i Island ihjel, fordi de enten døde af sult eller forgiftning.

Vulkanen sendte samtidig en tør tåge ned over Europa, hvilket menes at have udløst en stribe ekstremt kolde vintre på det europæiske kontinent. Den specielle tåge, som solens stråler ikke kunne få bugt med, fik den amerikanske videnskabs-og statsmand Benjamin Franklin til under et besøg i Paris i 1783 som den første at koble tågeskyen sammen med vulkanudbruddet i Island.



Klodens temperatur faldt

Forskere vurderer i dag, at udbruddet på Laki fik temperaturen på hele kloden til at falde med omkring én grad i flere år.

30 år senere oplevede kloden i 1815 et spektakulært udbrud på vulkanen Tambora på den indonesiske ø Sumbawa lidt øst for Java. Udbruddet sendte omkring 150 kubikkilometer vulkansk aske og gas op i atmosfæren -ca. 1.000 gange så meget som Eyjafjallajökull har sendt ud i atmosfæren den seneste uge.

Asken blev spredt over et 2,5 millioner kvadratkilometer stort område, og udbruddet ændrede i flere år klimaet på hele den nordlige halvkugle. I Frankrig slog vinhøsten fejl, mens kornhøsten året efter blev en katastrofe. I London faldt temperaturen totre grader. Og i Grønland omtales 1816 stadig som "året uden sommer".

I 1883 var den gal igen i Indonesien. Her sprang vulkanen Krakatau på Sumatra på det nærmeste i luften, slog titusindvis af mennesker ihjel og udsendte så kraftige tsunamibølger, at de fik vandet i København til at stige mærkbart mange dage senere.

I 1980 skabte St. Helens i staten Washington i USA stor opstandelse, da den sprang i luften. Klimamæssigt fik St. Helens dog ikke den store betydning, da mængden af aske ikke var ret stor. Det fik til gengæld El Chichón i Mexico, da den to år senere gik i udbrud.

Især fordi den sendte nogle særlige svovlpartikler op i luften, som havde en voldsom effekt på klimaet.

Pinatubos udbrud i Filippinerne i 1991 menes at have været det tredjekraftigste udbrud i det 20. århundrede. Pinatubo sendte omkring fem kubikkilometer aske op i luften -ca. 33 gange så meget som Eyjafjallajökull -og skabte en 34 kilometer høj paddehatteformet askesky.



En hovedstad med vulkaner

Selv om vi mennesker godt ved, at vulkanerne vil gå i udbrud med jævne mellemrum, vælger mange mennesker at bo tæt på dem.

I Italien bor op mod fem millioner mennesker på sletten foran vulkanen Vesuv, mens de mest eksklusive boliger ligger helt oppe på vulkanens skråninger. Det samme er tilfældet mange steder i Sydamerika. Således er Ecuadors hovedstad, Quito, omgivet af en stribe voldsomme vulkaner. Alle ved, at den højeste og mest aktive, den knap 5.900 meter høje Cotopaxi, på et tidspunkt vil gå i udbrud og formentlig begrave Quito og dens indbyggere i aske og lava. Alligevel bor en stor del af Quitos halvanden million indbyggere i den dal, hvor lavaen en dag vil komme til at løbe.

lars.from@jp.dk

»Det gav forsuring, misvækst, mindre høst og betød at sommeren mange steder blev helt væk.« Jørgen Peder Steffensen, iskerneforsker, om effekten af to vulkanudbrud på Island for 60.000 og 12.700 år siden.



Fakta: Effekten af vulkaner

Aske fra verdens store vulkanudbrud har i mange tilfælde nedkølet temperaturen på kloden. Det er især dråber af svovlsyre, der reflekterer Solens stråler, og derved får temperaturen til at falde. De største vulkanudbrud har i nyere tid sænket temperaturen på hele kloden med op til omkring en grad i flere år, mens vulkanerne i forhistorisk tid har haft endnu større effekt på klimaet.



Klimaeffekten af nogle af de største vulkanudbrud

1783: Laki, Island: Ca. 1 grad 1815: Tambora, Indonesien: 0,4-0,7 1982: El Chichón, Mexico: 0,4-0,6 1902: Santa Maria, Guatemala: 0,4 1991: Pinatubo, Filippinerne: 0,2-0,4 1883: Krakatau, Indonesien: 0,3 1963: Agung, Indonesien: 0,3 1912: Katmai, Alaska, USA: 0,2 1980: St. Helens, USA: 0-0,1.