Klima: På sporet af Jordens tabte energi

Publikation: Bidrag til tidsskriftBidrag til avis - Avisartikel

Standard

Klima : På sporet af Jordens tabte energi. / Kaas, Eigil.

I: Ingenioeren, 30.04.2010, s. 14-15.

Publikation: Bidrag til tidsskriftBidrag til avis - Avisartikel

Harvard

Kaas, E 2010, 'Klima: På sporet af Jordens tabte energi', Ingenioeren, s. 14-15.

APA

Kaas, E. (2010). Klima: På sporet af Jordens tabte energi. Ingenioeren, 14-15.

Vancouver

Kaas E. Klima: På sporet af Jordens tabte energi. Ingenioeren. 2010 apr. 30;14-15.

Author

Kaas, Eigil. / Klima : På sporet af Jordens tabte energi. I: Ingenioeren. 2010 ; s. 14-15.

Bibtex

@article{25be22059dde47a7bab1522f77020b07,
title = "Klima: P{\aa} sporet af Jordens tabte energi",
abstract = "Stadig flere drivhusgasser fanger Solens energi, men oceanerne optager ikke varmen. Det har man vidst i nogle {\aa}r uden at kende {\aa}rsagen. Nu begynder klimaforskere {\aa}bent at diskutere, hvor den overskydende varme mon er blevet af.I oktober 2009 sendte den amerikanske klimaforsker Kevin Trenberth en e-mail til en r{\ae}kke kolleger, hvori han skrev, at det er et faktum, at vi ikke kan g{\o}re rede for den manglende opvarmning lige nu, og det er en parodi, at vi ikke kan. E-mailen blev hacket sammen med mange andre e-mails fra en computer p{\aa} det britiske klimaforskningsinstitut CRU p{\aa} University of East Anglia, og har siden v{\ae}ret genstand for megen diskussion med de skeptiske stemmer i klimadebatten.I en artikel i fagbladet Science fra 16. april har Trenberth nu f{\aa}et lov at forklare sin bem{\ae}rkning for et st{\o}rre publikum. Og sagen er rigtig nok en smule irriterende. Ved at m{\aa}le netto-indstr{\aa}lingen fra Solen og netto-udstr{\aa}lingen af varme p{\aa} toppen af atmosf{\ae}ren, er klimaforskerne i stand til at beregne, hvor meget energi, der bliver fanget p{\aa} Jorden. Man mener at vide, at 90 procent af denne overskydende energi, der bel{\o}ber sig til cirka {\'e}n watt per kvadratmeter, er blevet brugt til at opvarme oceanerne. Resten har smeltet isen ved polerne, opvarmet jorden og atmosf{\ae}ren.Men siden cirka 2003 ser det ud til, at oceanerne ikke har optaget s{\aa} meget varme, som de burde have gjort. M{\aa}linger p{\aa} de s{\aa}kaldte Argo floats sm{\aa} vandrobotter fordelt over alle verdenshave, som kan dykke ned til to km under overfladen viser, at temperaturen i oceanerne ikke er steget i samme grad, som Jordens {\o}gede varmeoptag via drivhusgasserne i atmosf{\ae}ren burde give anledning til.Hvis den ekstra energi ikke er g{\aa}et ind i oceanerne, hvor er den s{\aa} blevet af? sp{\o}rger Trenberth og hans medforfatter John Fasullo i artiklen.Hvor er den henne?Det er, hvad klimaforskerne fors{\o}ger at forst{\aa}. Det kan v{\ae}re, at satellitterne m{\aa}ler nettostr{\aa}lingen forkert, eller at modellerne er forkerte. Men det kan ogs{\aa} v{\ae}re, at der findes nogle effekter, som forskerne endnu ikke kender til.Trenberth mente tidligere, at energien sandsynligvis g{\aa}r tilbage til universet. Planeten har nemlig en naturlig termostat i form af skyer, som enten kan opfange varmen og dermed {\o}ge temperaturen, eller reflektere sollyset og dermed afk{\o}le kloden. Desv{\ae}rre kan forskerne endnu ikke m{\aa}le denne effekt s{\ae}rlig godt. Det kan if{\o}lge Trenberth ogs{\aa} v{\ae}re, at energien forsvinder l{\ae}ngere ned i oceanet dybere ned end to kilometer, som er gr{\ae}nsen for Argo-b{\o}jernes r{\ae}kkevidde. Hvis det er rigtigt, kan det betyde, at varmen p{\aa} et senere tidspunkt m{\aa}ske vil dukke op igen, med mere radikale {\ae}ndringer af klimaet til f{\o}lge.En tredje spekulation g{\aa}r ud p{\aa} at medregne den {\o}gede vandstand og afsmeltningen af isen p{\aa} Gr{\o}nland og Sydpolen. Siden 1992 har satellitter m{\aa}lt en konstant stigning i vandstanden p{\aa} 3,2 millimeter om {\aa}ret med en {\o}get rate i 1997-1998 p{\aa} grund af El Ni{\~n}o og en reduceret rate i 2007-2008 p{\aa} grund af La Ni{\~n}a. Grace-satellitten har vist, at oceanerne vejer mere og mere, og den {\o}gede m{\ae}ngde vand fra det afsmeltede is m{\aa}ske kunne have kompenseret for oceanernes faldende varmeoptag. Problemet er bare, at den samlede afsmeltning ikke kommer i n{\ae}rheden af at lukke hullet i energibudgettet, s{\aa}dan som det bliver m{\aa}lt i toppen af atmosf{\ae}ren.For store fejlkilderDen mest sandsynlige {\aa}rsag er dog if{\o}lge klimaforsker Eigil Kaas fra Niels Bohr Institutet p{\aa} K{\o}benhavns Universitet, at data er d{\aa}rlige.»Der er en stor usikkerhed omkring de eksisterende data. Jeg mener derfor ikke, at man kan sige noget fornuftigt om, hvor den manglende energi er blevet af. Vi snakker jo om meget sm{\aa} {\ae}ndringer i l{\o}bet af f{\aa} {\aa}r, og derfor mener jeg ikke, at hverken satellitdata eller oceandata endnu er sikre nok. Der kan ogs{\aa} sagtens v{\ae}re tale om fejl i dataanalysen og ikke i selve data. Vi ved det ikke,« siger Kaas .Hvad der g{\o}r problemstillingen kompliceret er de store udsving i oceanernes samlede varmeoptag hen over {\aa}r og {\aa}rtier, hvilket skyldes lokale vejrm{\o}nstre, skift i str{\o}mninger og andre former for naturlige variationer. Kun i l{\o}bet af de sidste seks {\aa}r har Argo-m{\aa}lingerne v{\ae}ret sikre nok, og det er derfor stadig sv{\ae}rt at konkludere noget om de overordnede tendenser.Klimaforsker Jochem Marotzke fra Max Planck Instituttet for Meteorologi i Hamborg er enig med Kaas i, at det ikke er s{\aa} meget et sp{\o}rgsm{\aa}l om manglende energi, som det er et sp{\o}rgsm{\aa}l om manglende overblik over fejlkilderne.»Min intuition fort{\ae}ller mig, at plottet i Trenberths artikel undervurderer usikkerhederne i tallene,« siger Marotzke.»Grafen viser for eksempel oceanernes samlede varmeoptag ved at udregne differencen fra {\aa}r til {\aa}r. Selvom estimaterne er blevet bedre p{\aa} det sidste, b{\ae}rer de stadig rundt p{\aa} en signifikant usikkerhed, og den bliver forst{\ae}rket n{\aa}r man beregner forskellen mellem p{\aa} hinanden f{\o}lgende {\aa}r.«Ogs{\aa} Professor Mojib Latif fra Institut for Maritim Meteorologi og Klimadynamik ved universitetet i Kiel mener, at vi stadig har for d{\aa}rlige data om oceanernes varmeregnskab.»Jeg tror, at satellitm{\aa}lingerne er relativt tillidsv{\ae}kkende, selvom de ogs{\aa} indeholder v{\ae}sentlige usikkerheder,« siger Latif.»Min personlige holdning er, at tallene fra Argo-b{\o}jerne stadig er meget inhomogene i rum og tid, is{\ae}r fordi de driver med str{\o}mmen, og fordi der f{\o}rst i de senere {\aa}r er kommet nok af dem. Jeg er derfor overbevist om, at energibudgettet vil begynde at balancere, efterh{\aa}nden som oceanm{\aa}lingerne bliver bedre {\aa}r for {\aa}r.«Frem i solenFaktisk har forskellene mellem modellernes fremtidsprojektioner og data v{\ae}ret tydelige siden 2005, og allerede i 2006 p{\aa}pegede meteorologen Roger Pielke Sr. fra University of Colorado at Boulder i USA, at det var noget, som man skulle kigge p{\aa}. Pielke Sr. har l{\ae}nge ment, at man burde bruge oceanernes varmeindhold som guldstandarden til at m{\aa}le klimaforandringerne med i stedet for den mere usikre overfladetemperatur, og han er bl.a. derfor blevet opfattet som en klimaskeptiker.If{\o}lge Pielke Sr.s s{\o}n, Roger Pielke Jr., der er ekspert i science policy, har det stadigt mere politiserede klima omkring IPCC gjort det sv{\ae}rt for nogle forskere at diskutere ul{\o}ste problemer og usikkerheder {\aa}bent. P{\aa} sin blog skriver Pielke Jr., at skandalen omkring de l{\ae}kkede CRU-e-mails m{\aa}ske har v{\ae}ret medvirkende til at vende denne uheldige trend en smule. Uden l{\ae}kagen af Trenberths e-mail fra oktober 2009 ville Science-artiklen f.eks. nok ikke v{\ae}re blevet skrevet.De britiske Climategate-forskere er i mellemtiden blevet renset for alle anklager, og mange h{\aa}ber nu, at der kommer en mere konstruktiv debatkultur. Historien om den manglende energi er nemlig hverken et tegn p{\aa}, at klimaforskere snyder, eller at vi mennesker ikke har indflydelse p{\aa} klimaet. Den er et tegn p{\aa}, at klimaforskning er sv{\ae}r, og at man kommer l{\ae}ngst med at v{\ae}re {\aa}ben omkring sine resultater og tanker.I en interessant e-mailkorrespondance mellem Pielke Sr., Kevin Trenberth og Josh Willis fra Nasas Jet Propulsion Laboratory kan man p{\aa} bloggen pielkeclimatesci.wordpress.com nu f{\o}lge med i, hvordan forskerne endevender problemet med den manglende energi, og hvordan det i sidste ende ikke kun kan bidrage til en bedre forst{\aa}else af klodens klima, men ogs{\aa} forbedre klimaet mellem de s{\aa}kaldte fortalere og kritikere af klimaforskningen.jBilledtekst: Argo-b{\o}jerne driver med str{\o}mmen ved en kilometers dybde i knap ti dage. P{\aa} den tiende dag synker b{\o}jen ned til 2.000 meters dybde, hvoref ter den straks stiger op til overfladen igen, og i mellemtiden m{\aa}ler position, tryk, temperatur, saltindhold og i visse tilf{\ae}lle ogs{\aa} iltindholdet i vanden. P{\aa} overfladen sender den sine data via satellit til en modtagerstation, der ogs{\aa} m{\aa}l er dens overfladebev{\ae}gelse. P{\aa} den ellevte dag p{\aa}begynder b{\o}jen en ny runde.Argo-b{\o}jerne er forsynet med hydrauliske stempler, der kan skubbe mineralolie ud af b{\o}jen og ind i en gummis{\ae}k i bunden. N{\aa}r olien skubbes ud i s{\ae}kken, udvider s{\ae}kken sig s{\aa} meget, at b{\o}jen f{\aa}r en mindre densitet end saltvandet omkring, og dermed stiger op til overfladen. Hver b{\o}je har batterier svarende til cirka fem {\aa}rs levetid. Her er det forskerne Gene Pillard og Annie Wong, der g{\o}r en b{\o}je klar til uds{\ae}ttelse i Det Indiske Ocean. Fotos: Pien Huang",
author = "Eigil Kaas",
year = "2010",
month = apr,
day = "30",
language = "Dansk",
pages = "14--15",
journal = "Ingenioeren",
issn = "0105-6220",
publisher = "Mediehuset Ingenioeren A/S",

}

RIS

TY - INPR

T1 - Klima

T2 - På sporet af Jordens tabte energi

AU - Kaas, Eigil

PY - 2010/4/30

Y1 - 2010/4/30

N2 - Stadig flere drivhusgasser fanger Solens energi, men oceanerne optager ikke varmen. Det har man vidst i nogle år uden at kende årsagen. Nu begynder klimaforskere åbent at diskutere, hvor den overskydende varme mon er blevet af.I oktober 2009 sendte den amerikanske klimaforsker Kevin Trenberth en e-mail til en række kolleger, hvori han skrev, at det er et faktum, at vi ikke kan gøre rede for den manglende opvarmning lige nu, og det er en parodi, at vi ikke kan. E-mailen blev hacket sammen med mange andre e-mails fra en computer på det britiske klimaforskningsinstitut CRU på University of East Anglia, og har siden været genstand for megen diskussion med de skeptiske stemmer i klimadebatten.I en artikel i fagbladet Science fra 16. april har Trenberth nu fået lov at forklare sin bemærkning for et større publikum. Og sagen er rigtig nok en smule irriterende. Ved at måle netto-indstrålingen fra Solen og netto-udstrålingen af varme på toppen af atmosfæren, er klimaforskerne i stand til at beregne, hvor meget energi, der bliver fanget på Jorden. Man mener at vide, at 90 procent af denne overskydende energi, der beløber sig til cirka én watt per kvadratmeter, er blevet brugt til at opvarme oceanerne. Resten har smeltet isen ved polerne, opvarmet jorden og atmosfæren.Men siden cirka 2003 ser det ud til, at oceanerne ikke har optaget så meget varme, som de burde have gjort. Målinger på de såkaldte Argo floats små vandrobotter fordelt over alle verdenshave, som kan dykke ned til to km under overfladen viser, at temperaturen i oceanerne ikke er steget i samme grad, som Jordens øgede varmeoptag via drivhusgasserne i atmosfæren burde give anledning til.Hvis den ekstra energi ikke er gået ind i oceanerne, hvor er den så blevet af? spørger Trenberth og hans medforfatter John Fasullo i artiklen.Hvor er den henne?Det er, hvad klimaforskerne forsøger at forstå. Det kan være, at satellitterne måler nettostrålingen forkert, eller at modellerne er forkerte. Men det kan også være, at der findes nogle effekter, som forskerne endnu ikke kender til.Trenberth mente tidligere, at energien sandsynligvis går tilbage til universet. Planeten har nemlig en naturlig termostat i form af skyer, som enten kan opfange varmen og dermed øge temperaturen, eller reflektere sollyset og dermed afkøle kloden. Desværre kan forskerne endnu ikke måle denne effekt særlig godt. Det kan ifølge Trenberth også være, at energien forsvinder længere ned i oceanet dybere ned end to kilometer, som er grænsen for Argo-bøjernes rækkevidde. Hvis det er rigtigt, kan det betyde, at varmen på et senere tidspunkt måske vil dukke op igen, med mere radikale ændringer af klimaet til følge.En tredje spekulation går ud på at medregne den øgede vandstand og afsmeltningen af isen på Grønland og Sydpolen. Siden 1992 har satellitter målt en konstant stigning i vandstanden på 3,2 millimeter om året med en øget rate i 1997-1998 på grund af El Niño og en reduceret rate i 2007-2008 på grund af La Niña. Grace-satellitten har vist, at oceanerne vejer mere og mere, og den øgede mængde vand fra det afsmeltede is måske kunne have kompenseret for oceanernes faldende varmeoptag. Problemet er bare, at den samlede afsmeltning ikke kommer i nærheden af at lukke hullet i energibudgettet, sådan som det bliver målt i toppen af atmosfæren.For store fejlkilderDen mest sandsynlige årsag er dog ifølge klimaforsker Eigil Kaas fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, at data er dårlige.»Der er en stor usikkerhed omkring de eksisterende data. Jeg mener derfor ikke, at man kan sige noget fornuftigt om, hvor den manglende energi er blevet af. Vi snakker jo om meget små ændringer i løbet af få år, og derfor mener jeg ikke, at hverken satellitdata eller oceandata endnu er sikre nok. Der kan også sagtens være tale om fejl i dataanalysen og ikke i selve data. Vi ved det ikke,« siger Kaas .Hvad der gør problemstillingen kompliceret er de store udsving i oceanernes samlede varmeoptag hen over år og årtier, hvilket skyldes lokale vejrmønstre, skift i strømninger og andre former for naturlige variationer. Kun i løbet af de sidste seks år har Argo-målingerne været sikre nok, og det er derfor stadig svært at konkludere noget om de overordnede tendenser.Klimaforsker Jochem Marotzke fra Max Planck Instituttet for Meteorologi i Hamborg er enig med Kaas i, at det ikke er så meget et spørgsmål om manglende energi, som det er et spørgsmål om manglende overblik over fejlkilderne.»Min intuition fortæller mig, at plottet i Trenberths artikel undervurderer usikkerhederne i tallene,« siger Marotzke.»Grafen viser for eksempel oceanernes samlede varmeoptag ved at udregne differencen fra år til år. Selvom estimaterne er blevet bedre på det sidste, bærer de stadig rundt på en signifikant usikkerhed, og den bliver forstærket når man beregner forskellen mellem på hinanden følgende år.«Også Professor Mojib Latif fra Institut for Maritim Meteorologi og Klimadynamik ved universitetet i Kiel mener, at vi stadig har for dårlige data om oceanernes varmeregnskab.»Jeg tror, at satellitmålingerne er relativt tillidsvækkende, selvom de også indeholder væsentlige usikkerheder,« siger Latif.»Min personlige holdning er, at tallene fra Argo-bøjerne stadig er meget inhomogene i rum og tid, især fordi de driver med strømmen, og fordi der først i de senere år er kommet nok af dem. Jeg er derfor overbevist om, at energibudgettet vil begynde at balancere, efterhånden som oceanmålingerne bliver bedre år for år.«Frem i solenFaktisk har forskellene mellem modellernes fremtidsprojektioner og data været tydelige siden 2005, og allerede i 2006 påpegede meteorologen Roger Pielke Sr. fra University of Colorado at Boulder i USA, at det var noget, som man skulle kigge på. Pielke Sr. har længe ment, at man burde bruge oceanernes varmeindhold som guldstandarden til at måle klimaforandringerne med i stedet for den mere usikre overfladetemperatur, og han er bl.a. derfor blevet opfattet som en klimaskeptiker.Ifølge Pielke Sr.s søn, Roger Pielke Jr., der er ekspert i science policy, har det stadigt mere politiserede klima omkring IPCC gjort det svært for nogle forskere at diskutere uløste problemer og usikkerheder åbent. På sin blog skriver Pielke Jr., at skandalen omkring de lækkede CRU-e-mails måske har været medvirkende til at vende denne uheldige trend en smule. Uden lækagen af Trenberths e-mail fra oktober 2009 ville Science-artiklen f.eks. nok ikke være blevet skrevet.De britiske Climategate-forskere er i mellemtiden blevet renset for alle anklager, og mange håber nu, at der kommer en mere konstruktiv debatkultur. Historien om den manglende energi er nemlig hverken et tegn på, at klimaforskere snyder, eller at vi mennesker ikke har indflydelse på klimaet. Den er et tegn på, at klimaforskning er svær, og at man kommer længst med at være åben omkring sine resultater og tanker.I en interessant e-mailkorrespondance mellem Pielke Sr., Kevin Trenberth og Josh Willis fra Nasas Jet Propulsion Laboratory kan man på bloggen pielkeclimatesci.wordpress.com nu følge med i, hvordan forskerne endevender problemet med den manglende energi, og hvordan det i sidste ende ikke kun kan bidrage til en bedre forståelse af klodens klima, men også forbedre klimaet mellem de såkaldte fortalere og kritikere af klimaforskningen.jBilledtekst: Argo-bøjerne driver med strømmen ved en kilometers dybde i knap ti dage. På den tiende dag synker bøjen ned til 2.000 meters dybde, hvoref ter den straks stiger op til overfladen igen, og i mellemtiden måler position, tryk, temperatur, saltindhold og i visse tilfælle også iltindholdet i vanden. På overfladen sender den sine data via satellit til en modtagerstation, der også mål er dens overfladebevægelse. På den ellevte dag påbegynder bøjen en ny runde.Argo-bøjerne er forsynet med hydrauliske stempler, der kan skubbe mineralolie ud af bøjen og ind i en gummisæk i bunden. Når olien skubbes ud i sækken, udvider sækken sig så meget, at bøjen får en mindre densitet end saltvandet omkring, og dermed stiger op til overfladen. Hver bøje har batterier svarende til cirka fem års levetid. Her er det forskerne Gene Pillard og Annie Wong, der gør en bøje klar til udsættelse i Det Indiske Ocean. Fotos: Pien Huang

AB - Stadig flere drivhusgasser fanger Solens energi, men oceanerne optager ikke varmen. Det har man vidst i nogle år uden at kende årsagen. Nu begynder klimaforskere åbent at diskutere, hvor den overskydende varme mon er blevet af.I oktober 2009 sendte den amerikanske klimaforsker Kevin Trenberth en e-mail til en række kolleger, hvori han skrev, at det er et faktum, at vi ikke kan gøre rede for den manglende opvarmning lige nu, og det er en parodi, at vi ikke kan. E-mailen blev hacket sammen med mange andre e-mails fra en computer på det britiske klimaforskningsinstitut CRU på University of East Anglia, og har siden været genstand for megen diskussion med de skeptiske stemmer i klimadebatten.I en artikel i fagbladet Science fra 16. april har Trenberth nu fået lov at forklare sin bemærkning for et større publikum. Og sagen er rigtig nok en smule irriterende. Ved at måle netto-indstrålingen fra Solen og netto-udstrålingen af varme på toppen af atmosfæren, er klimaforskerne i stand til at beregne, hvor meget energi, der bliver fanget på Jorden. Man mener at vide, at 90 procent af denne overskydende energi, der beløber sig til cirka én watt per kvadratmeter, er blevet brugt til at opvarme oceanerne. Resten har smeltet isen ved polerne, opvarmet jorden og atmosfæren.Men siden cirka 2003 ser det ud til, at oceanerne ikke har optaget så meget varme, som de burde have gjort. Målinger på de såkaldte Argo floats små vandrobotter fordelt over alle verdenshave, som kan dykke ned til to km under overfladen viser, at temperaturen i oceanerne ikke er steget i samme grad, som Jordens øgede varmeoptag via drivhusgasserne i atmosfæren burde give anledning til.Hvis den ekstra energi ikke er gået ind i oceanerne, hvor er den så blevet af? spørger Trenberth og hans medforfatter John Fasullo i artiklen.Hvor er den henne?Det er, hvad klimaforskerne forsøger at forstå. Det kan være, at satellitterne måler nettostrålingen forkert, eller at modellerne er forkerte. Men det kan også være, at der findes nogle effekter, som forskerne endnu ikke kender til.Trenberth mente tidligere, at energien sandsynligvis går tilbage til universet. Planeten har nemlig en naturlig termostat i form af skyer, som enten kan opfange varmen og dermed øge temperaturen, eller reflektere sollyset og dermed afkøle kloden. Desværre kan forskerne endnu ikke måle denne effekt særlig godt. Det kan ifølge Trenberth også være, at energien forsvinder længere ned i oceanet dybere ned end to kilometer, som er grænsen for Argo-bøjernes rækkevidde. Hvis det er rigtigt, kan det betyde, at varmen på et senere tidspunkt måske vil dukke op igen, med mere radikale ændringer af klimaet til følge.En tredje spekulation går ud på at medregne den øgede vandstand og afsmeltningen af isen på Grønland og Sydpolen. Siden 1992 har satellitter målt en konstant stigning i vandstanden på 3,2 millimeter om året med en øget rate i 1997-1998 på grund af El Niño og en reduceret rate i 2007-2008 på grund af La Niña. Grace-satellitten har vist, at oceanerne vejer mere og mere, og den øgede mængde vand fra det afsmeltede is måske kunne have kompenseret for oceanernes faldende varmeoptag. Problemet er bare, at den samlede afsmeltning ikke kommer i nærheden af at lukke hullet i energibudgettet, sådan som det bliver målt i toppen af atmosfæren.For store fejlkilderDen mest sandsynlige årsag er dog ifølge klimaforsker Eigil Kaas fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, at data er dårlige.»Der er en stor usikkerhed omkring de eksisterende data. Jeg mener derfor ikke, at man kan sige noget fornuftigt om, hvor den manglende energi er blevet af. Vi snakker jo om meget små ændringer i løbet af få år, og derfor mener jeg ikke, at hverken satellitdata eller oceandata endnu er sikre nok. Der kan også sagtens være tale om fejl i dataanalysen og ikke i selve data. Vi ved det ikke,« siger Kaas .Hvad der gør problemstillingen kompliceret er de store udsving i oceanernes samlede varmeoptag hen over år og årtier, hvilket skyldes lokale vejrmønstre, skift i strømninger og andre former for naturlige variationer. Kun i løbet af de sidste seks år har Argo-målingerne været sikre nok, og det er derfor stadig svært at konkludere noget om de overordnede tendenser.Klimaforsker Jochem Marotzke fra Max Planck Instituttet for Meteorologi i Hamborg er enig med Kaas i, at det ikke er så meget et spørgsmål om manglende energi, som det er et spørgsmål om manglende overblik over fejlkilderne.»Min intuition fortæller mig, at plottet i Trenberths artikel undervurderer usikkerhederne i tallene,« siger Marotzke.»Grafen viser for eksempel oceanernes samlede varmeoptag ved at udregne differencen fra år til år. Selvom estimaterne er blevet bedre på det sidste, bærer de stadig rundt på en signifikant usikkerhed, og den bliver forstærket når man beregner forskellen mellem på hinanden følgende år.«Også Professor Mojib Latif fra Institut for Maritim Meteorologi og Klimadynamik ved universitetet i Kiel mener, at vi stadig har for dårlige data om oceanernes varmeregnskab.»Jeg tror, at satellitmålingerne er relativt tillidsvækkende, selvom de også indeholder væsentlige usikkerheder,« siger Latif.»Min personlige holdning er, at tallene fra Argo-bøjerne stadig er meget inhomogene i rum og tid, især fordi de driver med strømmen, og fordi der først i de senere år er kommet nok af dem. Jeg er derfor overbevist om, at energibudgettet vil begynde at balancere, efterhånden som oceanmålingerne bliver bedre år for år.«Frem i solenFaktisk har forskellene mellem modellernes fremtidsprojektioner og data været tydelige siden 2005, og allerede i 2006 påpegede meteorologen Roger Pielke Sr. fra University of Colorado at Boulder i USA, at det var noget, som man skulle kigge på. Pielke Sr. har længe ment, at man burde bruge oceanernes varmeindhold som guldstandarden til at måle klimaforandringerne med i stedet for den mere usikre overfladetemperatur, og han er bl.a. derfor blevet opfattet som en klimaskeptiker.Ifølge Pielke Sr.s søn, Roger Pielke Jr., der er ekspert i science policy, har det stadigt mere politiserede klima omkring IPCC gjort det svært for nogle forskere at diskutere uløste problemer og usikkerheder åbent. På sin blog skriver Pielke Jr., at skandalen omkring de lækkede CRU-e-mails måske har været medvirkende til at vende denne uheldige trend en smule. Uden lækagen af Trenberths e-mail fra oktober 2009 ville Science-artiklen f.eks. nok ikke være blevet skrevet.De britiske Climategate-forskere er i mellemtiden blevet renset for alle anklager, og mange håber nu, at der kommer en mere konstruktiv debatkultur. Historien om den manglende energi er nemlig hverken et tegn på, at klimaforskere snyder, eller at vi mennesker ikke har indflydelse på klimaet. Den er et tegn på, at klimaforskning er svær, og at man kommer længst med at være åben omkring sine resultater og tanker.I en interessant e-mailkorrespondance mellem Pielke Sr., Kevin Trenberth og Josh Willis fra Nasas Jet Propulsion Laboratory kan man på bloggen pielkeclimatesci.wordpress.com nu følge med i, hvordan forskerne endevender problemet med den manglende energi, og hvordan det i sidste ende ikke kun kan bidrage til en bedre forståelse af klodens klima, men også forbedre klimaet mellem de såkaldte fortalere og kritikere af klimaforskningen.jBilledtekst: Argo-bøjerne driver med strømmen ved en kilometers dybde i knap ti dage. På den tiende dag synker bøjen ned til 2.000 meters dybde, hvoref ter den straks stiger op til overfladen igen, og i mellemtiden måler position, tryk, temperatur, saltindhold og i visse tilfælle også iltindholdet i vanden. På overfladen sender den sine data via satellit til en modtagerstation, der også mål er dens overfladebevægelse. På den ellevte dag påbegynder bøjen en ny runde.Argo-bøjerne er forsynet med hydrauliske stempler, der kan skubbe mineralolie ud af bøjen og ind i en gummisæk i bunden. Når olien skubbes ud i sækken, udvider sækken sig så meget, at bøjen får en mindre densitet end saltvandet omkring, og dermed stiger op til overfladen. Hver bøje har batterier svarende til cirka fem års levetid. Her er det forskerne Gene Pillard og Annie Wong, der gør en bøje klar til udsættelse i Det Indiske Ocean. Fotos: Pien Huang

M3 - Bidrag til avis - Avisartikel

SP - 14

EP - 15

JO - Ingenioeren

JF - Ingenioeren

SN - 0105-6220

ER -

ID: 34373321