– Niels Bohr Institutet - Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Niels Bohr Institutet > Hvem, Hvad, hvor > > Ole Rømer > Ole Rømer og lysets tøven

28. september 2011

Ole Rømer og lysets tøven

Ole Rømer i Frankrig
I foråret 1672 rejste Ole Rømer med Jean Picard til Paris. Her var han de følgende ni år beskæftiget med observationer på det nye konglige observatorium, Paris Observatoriet. Han var også ansat af Louis XIV til at undervise tronarvingen, og så assisterede han ved udarbejdelsen af vandforsynings- og fontænesystemerne på Versailles og Châteu de Marly. Det var i denne periode, at han kom frem til sit resultat om lysets endelige hastighed.

Observatoriet i Paris blev grundlagt i 1667. Billedet her viser, hvordan det så ud på Ole Rømers tid.

Jupiters måner
Galileo Galilei havde i 1610 opdaget fire måner omkring Jupiter. Dem lærte Ole Rømer allerede at kende under sit arbejde med at positionsbestemme Uranienborg på Hven. Mens breddegraden var nem at fastlægge, krævede det snilde at finde frem til den korrekte længdegrad. Jean Picard brugte en metode, hvor han tog tid på, hvornår Jupiters måner passerede dens skygge, og sammenlignede de to tidspunkter på Hven og i Paris. I Paris fortsatte Ole Rømer med at observere månen Ios bevægelse omkring Jupiter. Disse observationer var ikke kun vigtige på grund af deres astronomiske betydning, men også fordi de kunne levere metoder og tabeller til bestemmelse af længdegrader til søs og på land.

Illustration fra artiklen om lysets hastighed, som Ole Rømer publicerede i 1676. Ole Rømer sammenlignede længden af Ios omløbstid, mens Jorden bevægede sig mod Jupiter (F til G) og væk fra Jupiter (L til K).

Lysets tøven
Gennem et år noterede Ole Rømer tidspunktet for, hvornår Io atter kunne ses efter at have passeret bag om Jupiter. Fordi Ios omløbstid er 42,5 timer, burde der altid være netop 42,5 timer mellem hver opdukken, hvis lyset udbreder sig uendeligt hurtigt. Men Ole Rømer opdagede, at der var mange uregelmæssigheder ved Ios omløbstid: Nogle gange dukkede Io op for tidligt andre gange for sent i forhold til de forventede tidspunkter. Uregelmæssighederne gentog sig med præcis ét års mellemrum, hvilket betød, at de måtte hænge sammen med Jordens rotation omkring Solen. 

Lederen af observatoriet i Paris, Giovanni Cassini, havde også lagt mærke til uregelmæssighederne. I 1675 skrev han, at "Denne anden forskel synes at skyldes, at lyset tager en vis tid om at nå os fra satellitten; lyset synes at tage omkring ti til elleve minutter om at tilbagelægge en distance på halvdelen af jordens rotationsdiameter.". Mærkværdigvis forlod Giovanni Cassini denne teori, men Ole Rømer tog den til sig, og snart kunne han fremlægge overbevisende observationer til at støtte den. Han fandt frem til, at det tager lyset 22 minutter at tilbagelægge jordbanens diameter; det korrekte tal er senere bestemt til 16 minutter og 40 sekunder.

<< Forrige side

Næste side >>