– Niels Bohr Institutet - Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Niels Bohr Institutet > Hvem, Hvad, hvor > > Landmåling på himlen > Astrometri

23. november 2010

Astrometri 

Astrometri er den gren af astronomien, som Tycho Brahe dyrkede ved at måle stjerners positioner. Ved nøjagtige målinger gennem nogle år får man også stjernernes bevægelser og afstande. De andre grene af astronomien kaldes tilsammen astrofysik.

Meridiankredsen på Østervold i København, som Bengt Strömgren arbejdede med i 1925, da han var 17 år. Til højre ses de spalter, som stjernen gled hen over. Bengt Strömgren begyndte altså med astrometri, og han frem-mede altid astrometri, men han blev hurtigt en eminent astrofysiker. Han var i seks år direktør for amerikanske observatorier, overtog Albert Einsteins kontor på Institute for Advanced Study i Princeton, og boede i Æresboligen på Carlsberg fra 1967 til sin død i 1987.

Astrometriske resultater anvendes i alle grene af astronomien for at få en fysisk forståelse af hele universets opbygning af stjerner, som er glødende gaskugler - af planeter, der kredser om Solen og omkring andre stjerner - og af galakser, som er roterende stjernesystemer osv.

En afgørende ny udvikling i astrometrien begyndte i 1925 med, at Bengt Strömgren lavede nogle eksperimenter på den gamle meridiankreds i København. En meridiankreds er en kikkert opstillet på en særlig måde til positionsmålinger, som blev opfundet af Ole Rømer for 300 år siden. Kikkerten sidder vinkelret på en akse, der hviler på en søjle i øst og en anden søjle i vest, således at man kun kan se stjerner, når de passerer nord-syd retningen.

Observatøren ser en stjerne komme ind i synsfeltet og glide igennem på grund af Jordens omdrejning. Han måler det nøjagtige tidspunkt for stjernens passage af meridianen, og han måler kikkertens hældning med vandret ved aflæsning af en nøjagtig delekreds, som er fastgjort på aksen. Disse to målinger giver stjernens position svarende til et steds længde og bredde på Jorden.

Ny målemetode

Meridiankredsen i Brorfelde. Erik Høg var den første, der observerede med den nye meridiankreds i Brorfelde, allerede fra august 1954, da han var 22 år. Han var helt alene derude og sov til tider i en høstak efter observationerne. Han var studerende hos Peter Naur og lærte meget af ham. De havde et godt samarbejde med udvikling af meridiankredsen, men Erik Høg havde et helt andet syn på dette arbejde end Peter Naur, der syntes, det var umådelig kedsommeligt. For Erik Høg var det derimod noget, der lå lige for, han havde interesse for udvikling af instrumenter, og han vidste, at arbejdet var vigtigt for astronomiens udvikling.

Bengt Strömgren var teenager, bare 17 år, da han påviste, at stjerners positioner kan måles, når man lader en stjerne glide hen over nogle spalter i meridiankredsen. Man opfanger stjernens lys med en fotocelle, der omsætter lyset til en elektrisk strøm. Tidspunktet for stjernens passage over hver spalte skal bruges for at finde stjernens position, og det kan i princippet måles gennem ændringerne i den elektriske strøm.

Strömgrens fotoelektriske teknik var den bedste på hans tid, men alligevel ikke så udviklet, at den duede i praksis. Men Strömgrens fotoelektriske teknik blev starten på en helt nye målemetode, der revolutionerede astrometrien.

Astronom ved Københavns Universitet, Erik Høg kendte princippet fra han var studerende, og i 1960 kunne han omsætte Strömgrens ide til en tælling af fotonerne i stedet for måling af en elektrisk strøm, og det virkede fint på meridiankredse og senere også i Hipparcos satellitten.

Næste >>