Stigning i temperatur og CO2 fulgtes tæt i klimaændring – Niels Bohr Institutet - Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Niels Bohr Institutet > Nyheder > Nyheder 2012 > Stigning i temperatur ...

23. juli 2012

Stigning i temperatur og CO2 fulgtes tæt i klimaændring

Den største klimaændring, som verden har set de sidste 100.000 år, er overgangen fra istid til varm mellemistid. Ny forskning fra bl.a. Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet viser, at stik imod den tidligere opfattelse, fulgtes stigningen i temperatur og stigningen i atmosfærens indhold af CO2 tidsmæssigt tæt ad. Resultaterne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift, Climate of the Past.

Det australske iskerneboreprojekts lejr ved Law Dome på Antarktis.

I et varmere klima er atmosfærens indhold af CO2 naturligt højere. Luftarten CO2 (kultveilte) er en drivhusgas, der absorberer varmestrålingen fra Jorden og dermed holder på Jordens varme. I skift mellem istider og mellemistider er atmosfærens indhold af CO2 med til at forstærke de naturlige klimavariationer.

Man har hidtil ment, at da temperaturen mod slutningen af istiden for ca. 19.000 år siden begyndte at stige, fulgte indholdet af CO2 i atmosfæren efter temperaturændringen forskudt med op mod 1000 år. Men ny forskning viser, at det skete meget hurtigere.

"Vores analyser af iskerner fra iskappen på Antarktis viser, at CO2-koncentrationen i atmosfæren følger stigningen i Antarktis' temperatur meget tæt og højst er forskudt nogle få hundrede år", fortæller Sune Olander Rasmussen, lektor og centerkoordinator på Center for Is og Klima på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.

En iskerne fra dybdeboringen gennem iskappen ved Law
Dome på Antarktis.

Dybhavets vigtige rolle

Forskningen, som er udført i samarbejde med forskere fra University of Tasmania i Australien, er baseret på målinger af iskerner fra fem boringer gennem iskappen på Antarktis. Iskappen er dannet af sne, der ikke smelter, men bliver liggende år efter år og efterhånden presses sammen til kilometertyk is. Under sammenpresningen fanges luft mellem snefnuggene, og isen indeholder derfor små prøver af fortidens atmosfære. Isens sammensætning viser også hvad temperaturen var da sneen faldt, så isen er et arkiv over fortidens klima og atmosfæresammensætning.

"Iskernerne viser en næsten synkron sammenhæng mellem temperaturen på Antarktis og atmosfærens indhold af CO2, og det tyder på, at det er processer i dybhavet omkring Antarktis, der spiller en vigtig rolle for CO2-stigningen", fortæller Sune Olander Rasmussen.

Forskningsresultaterne viser, at CO2-koncentrationen i atmos-
færen fulgte temperaturen på Antarktis tæt igennem skiftet fra
istid til mellemistid i perioden 19-11.000 år før nu. Den grønne
kurve viser temperaturen fra målinger på de 5 iskerner, der er
markeret på kortet. De røde og blå kurver viser atmosfærens
CO2-indhold i luftboblerne i iskernerne fra de to boringer ved Siple
Dome (rød) og Byrd (blå). Analysen viser, at CO2-koncentrationen
følger efter stigningen i temperatur forskudt med højst nogle hund-
rede år. At CO2-koncentratioen i atmosfæren følger den antark-
tiske temperatur så tæt, tyder på, at processer i havet omkring
Antarktis spiller en vigtig rolle for CO2-stigningen.

Han forklarer, at en af teorierne er, at når Antarktis varmes op, kommer der kraftigere vinde over Sydhavet, og vindene pumper mere vand op fra de dybe bundlag i havet, hvor der er et stort indhold af CO2 fra alle de små-organismer, der dør og falder ned på bunden og rådner. Når kraftige vinde blæser over Sydhavet, bringer havcirkulationen mere af det CO2-rige bundvand op til overfladen og en del af denne CO2 bliver afgivet til atmosfæren. Denne proces kobler temperatur og CO2 sammen, og de nye resultater peger på, at koblingen er tættere og sker hurtigere, end hvad man tidligere har troet

Klimapåvirkning

Den globale temperatur ændrede sig naturligt på grund af den ændrede solindstråling, der skyldtes variationer i Jordens bane om Solen, Jordens hældning og Jordaksens orientering. Det kaldes Milankowitch-cyklusser og sker i perioder på henholdsvis cirka 100.000, 42.000 og 22.000 år. Det er de cyklusser, der gør, at Jordens klima skifter mellem lange istider på ca. 100.000 år og varme mellemistider på typisk 10.000 - 15.000 år. Den naturlige opvarmning af klimaet blev forstærket af den øgede CO2-mængde i atmosfæren. Men sammenlignet med idag er situationen en helt anden.

"Det, vi observerer i nutiden er, at menneskeheden har fået CO2–indholdet i atmosfæren til at stige lige så meget på bare 150 år, som det steg over 8.000 år under omslaget fra sidste istid til den nuværende mellemistid, og det kan bringe Jorden klima ud af balance", vurderer Sune Olander Rasmussen og tilføjer ”Derfor er det endnu vigtigere, at vi har styr på hvilke processer, der fik fortidens klima til at ændre sig, for de samme processer kan virke oveni de menneskeskabte ændringer, vi ser i dag. På den måde hjælper fortidens klima os til at forstå, hvordan de forskellige dele af klimasystemet spiller sammen, og hvad vi kan forvente i fremtiden".