Havisen i det Arktiske Ocean har haft store variationer i fortiden – Niels Bohr Institutet - Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Niels Bohr Institutet > Nyheder > Nyheder 2011 > Havisen i det Arktiske...

04. august 2011

Havisen i det Arktiske Ocean har haft store variationer i fortiden

Sommer-havisen i det Arktiske Ocean har igennem de seneste 10.000 år varieret mere end hidtil antaget. Igennem flere tusinde år var der betydeligt mindre is i oceanet end vi oplever nu. Herefter voksede ismængden, men situationen, som den var før den globale opvarmning begyndte, blev først skabt for 2-3 tusinde år siden. Det viser nye undersøgelser fra Grundforskningscenter for Geogenetik og Niels Bohr Institutet, der nu offentliggøres i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science.

Havis kommer og går stort set uden at efterlade sig spor, derfor er vores viden om dens variationer før satelit-overvågning og fly- og skibs-observationer meget sparsom. Nu har forskere ved Grundforskningscenter for Geogenetik på Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet fundet en metode til at vise isens variationer tilbage i tiden.

Resultaterne bygger på materiale, der blev indsamlet ved kysten af Nordgrønland – det område, der af alle forskere er udpeget til at være det sted, hvor isen i fremtiden sidst vil forsvinde. Forholdene her kan derfor regnes for at gælde for hele oceanet.

I den såkaldte Holocæne varmeperiode for mellem 8.000 og 5.000 år siden var temperaturerne noget højere end nu og havisen i det Arktiske Ocean var stærkt reduceret, sandsynligvis til mindre end 50 procent af arealet i sommeren 2007 – året, hvor isen nåede sit hidtidige absolutte minimum.

Mindre havis i fortiden end i nutiden

Svend Funder, leder af projektet, er, ligesom de to andre forskere, Eske Willerslev og Kurt Kjær, tilknyttet grundforskningscentret på Københavns Universitet. Han siger:

”Vores undersøgelser viser, at der har været store udsving i mængden af havis om sommeren i de seneste 10.000 år. I den såkaldte Holocæne varmeperiode for mellem 8.000 og 5.000 år siden var temperaturerne noget højere end nu og havisen i det Arktiske Ocean var stærkt reduceret, sandsynligvis til mindre end 50 procent af arealet i sommeren 2007 – året, hvor isen nåede sit hidtidige absolutte minimum. En anden væsentlig ting, der er fremgået af vores undersøgelser, er at hvis man sammenligner vores resultater med nogle fra det nordlige Canada, ser man, at mens mængden af is voksede i det ene område, var den aftagende i det andet. Det skyldes sandsynligvis ændringer i de overordnede vindsystemer – en faktor, der ikke er taget tilstrækkeligt hensyn til i forudsigelserne om havisens snarlige forsvinden, understreger Svend Funder

Drivtømmer opklarer mysterium

For at nå frem til de opsigtsvækkende forskningsresultater har Svend Funder og hans to kolleger organiseret flere internationale ekspeditioner til det allernordligste Grønland – den store halvø Peary Land, opkaldt efter den amerikanske polarforsker Robert E. Peary. Et ugæstfrit område, hvor snestorme midt om sommeren hører til dagens orden.

Nøglen til oplysningerne om havisen ligger i det drivtømmer, man finder spredt langs kysten. Tømmeret stammer fra de store sibiriske og nordamerikanske floder, og umiddelbart skulle man måske tro, at det er kommet flydende over havet. Men rejsen tager flere år, og så længe kan det ikke holde sig flydende. Det bliver allerede fra starten indlejret i havis, og når man finder det i Grønland er det altså et tegn på, at der har været flerårig is i oceanet. Det er netop den flerårige is, der i vore dage er i farezonen.

Efter hjemkomsten er hvert stykke træ blevet kulstof-14-dateret og bestemt til træsort. Næsten alt tømmeret stammer enten fra gran eller lærk, og mens gran er altdominerende i de nordlige nordamerikanske skove, så er det lærk, der er næsten enerådende i Sibirien. Træsorterne fortæller derfor om skiftende rejseruter og ændrede strøm- og vindforhold i oceanet.

Bekræftes af klimamodeller

Eigil Kaas, der er professor i meteorologi og klimadynamik på Niels Bohr Institutet har bidraget til undersøgelserne med analyserer af klimamodelsimuleringer for samme varmeperiode for mellem 8.000 og 5.000 år siden. Han har specielt set på, om der er nogen forskelle mellem klimasimuleringerne og de klimaindikator-data, som Svend Funder og Kurt Kjær har fundet i Nordgrønland. Eigil Kaas har arbejdet sammen med Hugues Goose fra Belgien, og deres resultater viser, at også klimamodellerne simulerer en betydelig reduktion i mængden af arktisk havis for 5-8000 år siden. Klimamodelberegninger viser dog ikke de samme geografiske forskelle med kraftig reduktion af havis omkring Grønland og samtidig tendens til øget mængde havis mellem Sibirien og Alaska/Canada. Modellerne viser en mere generel reduktion af havisen i hele det Arktiske Ocean.

Strandvolde viser, at der engang har været åbent vand og bølgeslag langs kysterne. Strandvoldene er blevet kortlagt på en strækning af ca. 500 km langs kysten og deres alder er fastslået ved kulstof-14 datering. Det fortæller, at der i varmeperioden fra ca. 8000 og frem til for ca. 4000 år siden var mere åbent vand og mindre is langs kysten end nu.

Tegn på åbent vand og bølgeslag

En anden indgang til isforholdene er strandvolde langs kysten. I vore dage er kysterne heroppe islagte året rundt, og der findes ikke det, vi vil kalde en strand, fordi der ingen bølger er. Men sådan har det ikke altid været. Det ses af de strandvolde, man kan finde inde i landet over stranden. De viser at der engang har været åbent vand og bølgeslag langs kysterne også helt heroppe i verdens allernordligste land. Strandvoldene er blevet kortlagt på en strækning af ca. 500 km langs kysten og deres alder er fastslået ved kulstof-14 datering. Det fortæller, at der i varmeperioden fra ca. 8000 og frem til for ca. 4000 år siden var mere åbent vand og mindre is langs kysten end nu.

Endnu ikke 'point of no return'

”Alt i alt kan man sige, at vores undersøgelser viser, at der er store naturlige variationer i den arktiske havis’ udbredelse. Den dårlige nyhed er, at der er en klar sammenhæng mellem temperaturer og havis-mængde – den fortsatte opvarmning vil givetvis reducere sommer-havisen i det Arktiske Ocean. Den gode nyhed er, at selv med en reduktion til mindre end 50 % af det, vi indtil nu har oplevet, har isen ikke nået et 'point of no return', hvor den ikke længere kan gendannes, selvom klimaet bliver koldere. Endelig viser vores undersøgelser, at det ikke mindst er temperaturernes indvirken på de overordnede vindsystemer, der er årsag til ændringerne. Dette har der ikke været taget tilstrækkeligt hensyn til i fremskrivningerne af isens snarlige forsvinden, som ofte har været fremme i medierne,” understreger Svend Funder.