Magnetisk nordpol sagtner farten – Niels Bohr Institutet - Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Niels Bohr Institutet > Nyheder > Nyheder 2007 > Magnetisk nordpol sagt...

09. august 2007

Magnetisk nordpol sagtner farten

Jordens magnetiske nordpol flytter sig og er på vej mod Sibirien. Men nyeste målinger fra den danske Ørsted Satellit viser, at hastigheden af flytningen nu går lidt langsommere.

I 1830’erne lå den magnetiske nordpol i det nordlige Canada og har siden da bevæget sig støt og roligt med 5-10 km om året længere nordpå ud over Polarhavet. Siden 1970 steg hastigheden af flytningen pludselig voldsomt, og i 2001 flyttede den sig med ca. 40 km om året. De seneste 10 år steg hastigheden yderligere til 60 km om året, men farten er nu sagtnet lidt til 50 km om året.

På kortet ses den magnetiske
nordpols positioner fra 1831,
hvor den lå i det nordlige -
Canada til i dag, hvor den
ligger i Polarhavet. De grønne
prikker viser de positioner,
man forudser i årene fremover
på vej mod Sibirien.

”Selvom flytningen nu er gået lidt ned i fart, er der ingen tvivl om, at den magnetiske nordpol er på vej mod Sibirien”, fortæller geofysiker Nils Olsen, Danmarks Rumcenter, DTU og Niels Bohr Institutet, Kbh.Uni. Han arbejder med de målinger, som den danske Ørsted Satellit foretager af Jordens magnetfelt. Ifølge hans beregninger vil den magnetiske nordpol være tættest på den geografiske nordpol i 2018, hvorefter den fortsætter mod Sibirien.

Polvending på vej
Og hvad sker der så? - vender de helt på et tidspunkt, så nord og syd bytter plads? ”Ja”, svarer Nils Olsen, ”der vil helt sikkert komme en polvending, men det er ikke muligt at forudse hvornår”. Det lyder dramatisk, men det har jorden oplevet masser af gange før.

Borekerner fra havbunden kan bruges til at vise polernes placering i fortiden. Ved at analysere partikellag af magnetiske bjergarter, som lægger sig i forhold til Jordens magnetfelt på det tidspunkt, hvor de aflejres, kan man aflæse retningen. Undersøgelserne har vist, at der i de seneste 20 millioner år har været gentagne polvendinger for i gennemsnit hver 250.000 år.

Den seneste polvending var for 720.000 år siden, og Nils Olsen er ikke i tvivl om, at det vil ske igen. Han siger ikke hvis det sker, men når det sker. Når det sker, sker det dog ikke fra dag til dag, men over flere tusinde år.

Undervejs i processen aftager styrken af magnetfeltet, og det vil ikke have fuld styrke igen før de nye positioner er på plads. Allerede nu er magnetfeltet blevet svagere. Magnetfeltet beskytter Jorden mod højenergi-stråling fra rummet og især Solen.

Når magnetfeltet bliver svækket, bevirker det, at højenergipartiklerne nemmere kan trænge igennem atmosfæren. Det vil dog ikke få så stor betydning ved jordoverfladen, men det vil betyde, at folk i højtflyvende fly bliver udsat for betydelig større mængder skadelig stråling, og også alle satellitter vil blive påvirket af strålingen, så kommunikationen og radiobølger kan blive forstyrrede. 

Magnetfelt med hvirvler
Mens den magnetiske nordpol har fuld fart på flytningen, sker det betydeligt langsommere med den magnetiske sydpol, som kun bevæger sig med 5-10 km om året. Hvordan kan det forklares? ”Det betyder, at jordens magnetfelt ikke kun er som en stangmagnet. Det er mere indviklet, og man ved ikke præcist hvorfor”, fortæller Nils Olsen. Men der er dog en teori. Magnetfeltet dannes i 3.000 km’s dybde ved jordens flydende kerne, som består mest af jern. Teorien er, at det flydende materiale danner hvirvler med elektriske strømme, og en elektrisk strøm skaber et magnetfelt.


Billedet viser Jordens magnetfelt i 3.000 km’s
dybde. Her er der store områder, der viser
modsat polretning i forhold til beliggenheden.
Områderne vokser, og det kan være et tegn på,
at en polvending er på vej.

Resultatet er derfor, at det ikke kun er de to positioner ved selve polerne, der flytter sig, men at der også er store områder i Jordens indre, der skifter polretning. Ved den flydende kerne, hvor magnetfeltet dannes, har forskerne målt store ’øer’ på hver halvkugle, der viser modsat polretning i forhold til beliggenheden. Det bevirker, at kompasset i visse områder er meget misvisende.

Det miskmask af områder med modsat polretning vil blive endnu mere udbredt, viser computersimuleringer af processen med polvending. Først når polerne har vendt, og de nye positioner er helt på plads, vi billedet igen vise en klart adskilt nordlig og sydlig halvkugle – og så med omvendt retning.

Allerede nu ser man, at disse ’øer’ af områder med modsat polretning vokser, og det kan være et tegn på, at en polvending er på vej. Nils Olsens resultater er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift EOS, American Geophysical Union.

Link:
Artikel i EOS: http://www.spacecenter.dk/~nio/papers/EOS_pole.pdf