Hidtil har man troet, at der kun var to måder, stjerner kunne dø på – 1: den måde som de mindre og mellemstore stjerner dør på, og 2: den måde, som de store, tunge stjerner dør på. Vores sol er en mellemstor stjerne. Når stjerner, som er mindre end vores sol eller op til 8 gange så stor som solen, dør, sker det ved, at de langsomt sender deres ydre skal af gaståger ud i verdensrummet, mens den inde i midten efterlader en hvid dværg, der er en meget varm, solid kerne på størrelse med Jorden.

Når de meget tunge stjerner, der er cirka 8 gange så tunge som vores sol, dør, sker det meget dramatisk. De eksploderer og danner en supernova. Selve eksplosionen varer kun nogle få sekunder, men den sky, som er dannet af eksplosionen, fortsætter med at udvide sig i de næste tusinder af år. Inde i midten dannes der en neutronstjerne eller et sort hul, som er meget kompakte kerner. Et sort hul er så kompakt, at der ikke kan slippe lys ud derfra, men når der falder ’noget’ ind imod det sorte hul, mens det roterer kraftigt, kan det nogle gange prelle af og blive sendt ud i universet som gammaglimt. Gammaglimtene kan observeres fra satellitter. Cirka én ud af tusinde supernovaer udsender gammaglimt.

Den nye opdagelse
I maj og juni i år blev to langvarige gammaglimt observeret med NASA-satellitten, Swift. Gammaglimt er kraftfulde udbrud af gammastråler, der kommer langvejs fra i universet. Der har været en intens udvikling i undersøgelserne af disse stråler i løbet af de sidste 10 år, og man har fundet ud af, at gammaglimt, som varer længere end 2 sekunder, kommer fra døende tunge stjerner.

Gammaglimt kan opstå, når gigantiske stjerner med stor fart roterer, mens stjernen kollapser. I midten dannes en kompakt kerne af enten en neutronstjerne eller et sort hul. Langs med stjernens omdrejningsakse skydes en kraftig stråle af stjernemateriale ud i rummet med næsten lysets hastighed, og i sammenstødet med stjernens ydre skal af gasser skabes der yderligere en udstråling af fotoner.

Galaksen hvor gammaglimtet blev observeret 5. maj 2006. Det er en spiralformet galakse, som ligger 1.300 millioner lysår borte. Den gule pil viser, hvor stjernen kollapsede, nemlig i det stjernedannende område i en af galaksens spiralarme.

Hvid dværg. (Ring Nebula M57). Dette er resterne af en stjerne, der døde ved at slynge sin ydre skal af gasser ud for omkring 6.000-8.000 år siden. I midten ses stjernens varme kerne, en såkaldt hvid dværg, der er cirka på størrelse med Jorden. De ydre lag bevæger sig væk fra den hvide dværg med en fart af nogle tiendedele af en kilometer pr. sekund. Alle stjerner, som er mindre end vores sol og op til 8 gange større, menes at dø på denne måde.

Supernova. (Krabbe-tågen M1) Dette er resterne af en stjerne, der eksploderede som en supernova i år 1054. I midten er en neutronstjerne. Det er en ekstremt kompakt kerne med ca. den samme vægt som solen, men med en radius på kun 10 kilometer. De ydre lag bevæger sig væk med en hastighed af 10.000 km pr. sekund. Skyerne fra supernovaerne er det materiale, der danner nye stjerner, og af de rester, der er tilbage, bliver planeterne dannet. Alle vores tunge grundstoffer som jern, guld, sølv osv. er lavet i supernovaer og slynget ud i rummet ved eksplosionen. Stjerner, som er cirka 8 gange tungere end solen, har man hidtil troet altid døde på denne måde.